Helsinki, 01/07/2025 - 23:25
Finsk præsidentsøn scorer eftertragtet praktikplads
Ombudsmand har modtaget klager som følge af valg af præsidentsøn Oliver Stubb til eftertragtet praktikplads.
John Thys/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tildelingen af en eftertragtet praktikplads har i de seneste dage sat sindene i kog i Finland, efter at det er kommet frem, at pladsen er gået til Oliver Stubb, der er søn af Finlands præsident, Alexander Stubb.
Det skriver nyhedsbureauet TT.
I alt 200 personer ansøgte om praktikpladsen som forskningsassistent på Finnish Institute of International Affairs (FIIA).
59 ansøgere opfyldte kriterierne, mens i alt fem personer blev inviteret til samtale, skriver finske medier.
Den 21-årige præsidentsøn går på første år på en bacheloruddannelse på et universitet i Storbritannien.
De fire øvrige kandidater, der var indkaldt til samtale, studerer alle på kandidatniveau og har modsat Oliver Stubb relevant erhvervserfaring, skriver finske medier.
Ifølge den finske avis Iltalehti blev ansøgningskravene desuden ændret, to dage efter at Oliver Stubb havde kontaktet instituttet for at spørge ind til praktikpladsen.
Ændringen af kravene betød, at det var muligt for studerende på universiteter i Storbritannien at søge stillingen.
Direktøren for FIIA, Hiski Haukkala, har forsvaret valget af præsidentsønnen med, at Stubb var særligt motiveret.
Han har også insisteret på, at god administrativ praksis blev fulgt. Direktøren har dog endnu ikke fremlagt dokumentation for processen.
Ombudsmanden for det finske parlament har modtaget seks klager over tildelingen af praktikpladsen til Oliver Stubb, skriver Iltalehti.
Beslutningen har også mødt kritik fra blandt andet Seppo Koskinen, der er professor i arbejdsret.
I sidste uge sagde han til Yle, at der var grund til at mistænke FIIA for ikke at have benyttet samme udvælgelseskriterier over for alle ansøgerne.
- Set udefra ser det ikke godt ud, lød det i sidste uge fra professoren.
FIIAS forskningsprogram har særligt fokus på finsk udenrigspolitik, nordeuropæisk sikkerhed og Nato.
Oliver Stubb er allerede begyndt på sit praktikophold hos FIIA, skriver Yle.
/ritzau/