Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/02/2024 - 23:53

Anmeldere kalder Dune-efterfølger bjergtagende og episk

I både Børsen, Filmmagasinet Ekko og Soundvenue får "Dune: Del 2" fem ud af seks stjerner.

Vianney Le Caer/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Skal man tro flere danske anmeldere, så vil hverken fans eller science fiction-nørder blive skuffede over "Dune: Del 2", som kan ses i danske biografer fra onsdag.

I både Børsen, Filmmagasinet Ekko og Soundvenue får filmen fem ud af seks stjerner.

Michael Solgaard, som har anmeldt filmen for Børsen, kalder det en "gedigen fornøjelse" at dykke ned i filmens miljø bestående af blandt andet et underjordisk ørkenlandskab.

Fortællingen er dog indimellem en smule forvirrende, mener han. Men når trådene samles til sidst står filmen tilbage som et værk, som ifølge anmelderen egner sig perfekt til det store lærred.

- Man bjergtages ganske enkelt så meget af miljøet og actionscenerne, at man ser overbærende på, at kærlighedshistorien og udviklingshistorien indimellem bliver nedprioriteret, skriver Michael Solgaard.

"Dune: Del 2" baserer sig på Frank Herberts science fiction-klassiker fra 1965. I filmen følger man Paul Atreides, som bliver spillet af Timothée Chalamet, i en kamp for hævn over hans fjender.

Lige som Børsens anmelder, synes også Filmmagasinet Ekkos anmelder Helen O’Hara, at filmens plot af og til kan være svært at følge med i. Det er dog ikke en detalje hun hænger sig i.

- Skalaen er episk, men fokus er stadig på karaktererne. Omgivelserne er fantastiske, men psykologien føles forankret i virkeligheden, skriver hun.

O’Hara er også meget begejstret for miljøet i filmen, hvor scener skudt i ørkener i Abu Dhabi og Jordan giver en fornemmelse af tørhed og varme.

- De gigantiske sandorme spiller bogstavelig talt en større rolle i filmens mest fortryllende scener, der vil få sci-fi-nørder til at klappe i hænderne af fryd, skriver hun.

"Dune: Del 2" er instrueret af Denis Villeneuve, som også har instrueret den første del.

Også internationale anmeldere er begejstrede for Villeneuves efterfølger.

Anmelderen fra den britiske avis The Independent giver filmen fem ud af fem stjerner og skriver, at filmen "ikke er som nogen anden blockbuster, der findes".

I det amerikanske magasin Rolling Stone beskrives "Dune: Del 2" som både større, modigere og bedre end dens forgænger.

/ritzau/

København, 21/07/2024 - 08:00

FAKTA: Facts om Michael Carøe

* Michael Carøe er entertainer, tv-vært, komiker, konferencier, sanger og skuespiller.

* I 1984 blev han uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole.

* Han har blandt andet medvirket i filmen "Der var engang en dreng", tv-serien "Nikolaj og Julie" samt komedieserien "Klovn", hvor han, ligesom Casper Christensen og Frank Hvam, spiller en fiktionaliseret udgave af sig selv. Han medvirker desuden i alle tre Klovn-film.

* I 1998 lancerede han sit første show, "Welcome to my Way", på Bellevue Teateret, hvor han sang adskillige amerikanske hits. Året efter kom det andet show, "Afskedsshow vol. 1", og i 2002 optrådte han med showet "Back in Business".

* Privat er han gift med skuespiller Linda Laursen. Sammen har de en voksen søn.

Kilder: danskefilm.dk og Billed-Bladet

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/07/2024 - 08:00

Michael Carøe: Jeg er ikke rig nok til at lave ingenting

Den kendte entertainer og crooner Michael Carøe lever for at synge, men overlever ved at optræde.

Musik og sang har en helt særlig plads i Michael Carøes liv. For ham er musik ligesom at løse en kryds og tværs eller en sudoku.

- Det er noget, jeg altid vil dyrke - uanset om jeg får penge for det eller ej, siger han og tilføjer:

- Outlettet ved at optræde er noget andet. Det er forretningen.

Sammen med Zindy Laursen skal han synge for til Tivolis fællessangkoncept "Syng med i Tivoli" på Plænen 25. juli.

For Michael Carøe er det interaktionen mellem scene og publikum, der er det spændende.

- Jeg tror, at det er 10-15 år siden, at jeg - i hvert fald i min bevidsthed - stoppede med at optræde. Jeg synes, at det er meget sjovere at være sammen med folk, siger den 63-årige crooner.

- Jeg kan godt lide det her med at stille mine kompetencer til rådighed for en eller anden situation. Om det er en privat fest eller en offentlig fest.

Under coronanedlukningerne fik flere øjnene op for fællessang, da DR med komponist og dirigent Phillip Faber i spidsen lancerede sangprogrammer, der opfordrede seerne til at synge med derhjemme.

Men for Michael Carøe bragte den verdensomspændende pandemi også andet med sig.

- Jeg er blevet absurd begejstret for at lave ingenting, og det er lidt problematisk, for det er jeg ikke rig nok til. Så det er en lidt konfliktfyldt erkendelse, siger han og griner.

Når han går på scenen i Tivoli bliver det med sange fra den amerikanske sangskat.

I knap tre årtier har amerikansk musik været noget, Michael Carøe har dyrket i sit professionelle virke, og han har flere gange optrådt med de sange, der gjorde Dean Martin og Frank Sinatra kendte.

Han husker særligt premieren på sit show "Welcome to my Way" på Bellevue Teateret i Klampenborg i 1998.

- Jeg skulle optræde med flere af de største amerikanske hits, men dem har Frank Sinatra selvfølgelig sunget en del af, fortæller Michael Carøe.

- Men natten til premieren dør Frank Sinatra.

Derfor besluttede Michael Carøe og hans hold, at de skulle lave en særlig hyldest til det afdøde crooner-ikon.

Da 11-mands-bandet spillede tonerne til Sinatra-hittet "My Way", blev taget i teateret rullet fra, så man kunne se nattehimlen.

- Så lavede vi en aftale med lysmanden om, at han skulle fjerne lyset fra mig og pege dem op i himlen, fortæller Michael Carøe.

- Det var et virkelig magisk øjeblik. Der sad 200 mennesker i salen, der også vidste, hvad det handlede om.

Frank Sinatra vil selvfølgelig også være at finde i sangrepertoiret 25. juli i Tivoli.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/07/2024 - 10:00

FAKTA: Ingredienser til frangipane

Up-side-down frangipane med grillede jordbær.

* 100 gram blødt smør.

* 100 gram sukker.

* 2 små æg.

* 100 gram mandelmel.

* 10 gram mel.

* 100 gram brun farin.

* 50 gram vand.

* 200 gram ordnede jordbær.

Kilde: Lasse Zacho Andersen, kok og køkkenchef på restaurant Gaia på Vejrø.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/07/2024 - 10:00

FAKTA: Ingredienser til ret med grillede ferskner

Grillede ferskner med friske hindbær.

* 300 gram piskefløde.

* 50 gram mascarpone.

* 30 gram flormelis.

* 10 gram sukker.

* 1 vaniljestang.

* 1 lille håndfuld timian.

* 1 lille håndfuld basilikum.

* 4 ferskner.

* 150 gram hindbær.

* 100 gram god, dansk honning.

* 2 gram fint salt.

Kilde: Lasse Zacho Andersen, kok og køkkenchef på restaurant Gaia på Vejrø.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek