Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 22/03/2026 - 19:27

Målmandsbrøler sender cuptitel til Manchester City

Der var dømt stormøde i finalen i den engelske ligacup, da Manchester City dukkede Arsenal 2-0 på Wembley.

Paul Childs/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Premier League-topklubberne Arsenal og Manchester City kæmpede søndag i den engelske ligacup, EFL Cup, om sæsonens første større trofæ, og City snuppede sikkert sølvtøjet på Wembley.

Efter pausen dominerede Manchester City sig frem til en fortjent finalesejr på 2-0 over Arsenal.

21-årige Nico O'Reilly, der har fået et stort gennembrud i denne sæson, indtog en hovedrolle og tegnede sig for begge mål i finalen.

Mens Manchester City snuppede cuptrofæet, ligger Arsenal lunt i svinget til at vinde den største titel i engelsk fodbold. Arsenal har kurs mod Premier League-titlen med ni point ned til City med ni runder tilbage.

De to boldstærke mandskaber kæmpede om spilovertaget i finalens indledning, og Arsenal åbnede en anelse bedre på den konto.

Londonklubben gik aggressivt til værks, hvilket kastede pæne tilbud af sig. Men langsomt spiste Manchester City sig ind i opgøret og erobrede overtaget.

Efter en times tid sørgede en målmandsbrøler for at åbne ballet for City.

Rayan Cherki sendte et indlæg i feltet, og Arsenal-målmand Kepa Arrizabalaga rakte ud efter kuglen, men den smuttede gennem handskerne.

Dermed kunne Nico O'Reilly let heade bolden i netmaskerne.

Men 21-årige Nico O'Reilly var ikke færdig med at vise sig frem i de højere luftlag på det engelske nationalstadion.

Fire minutter efter fordoblede han således Manchester Citys føring med et nyt hovedstød. Arsenal blev spillet tynde i eget felt, og ved bageste stolpe dukkede O'Reilly op og scorede efter flot forarbejde af Matheus Nunes.

Manchester City cruisede finalesejren hjem med en rolig boldomgang, mens Arsenal virkede til at have kapituleret.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek