London, 03/02/2026 - 17:38
Epstein-sag sender tidligere britisk minister ud af Overhuset
Peter Mandelson sendte som britisk handelsminister tilsyneladende interne regeringsmails til Jeffrey Epstein.
Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den tidligere britiske minister og ambassadør Peter Mandelson forlader sin plads i Overhuset i det britiske parlament, efter at han er sat i forbindelse med den afdøde seksualforbryder og milliardær Jeffrey Epstein.
Det oplyser formanden for Overhuset ifølge avisen The Guardian.
Peter Mandelson blev som Labour-medlem i 2008 udnævnt som livsvarigt medlem af Overhuset af den daværende premierminister, Gordon Brown.
I forbindelse med USA's justitsministeriums offentliggørelse af Epstein-filer er det kommet frem, at Peter Mandelson tilsyneladende videresendte flere interne regeringsmails til Jeffrey Epstein i sin tid som erhvervsminister.
Mailene indeholdt orienteringer om, hvordan den britiske regering under premierminister Gordon Brown ville håndtere den globale finanskrise i 2008.
Desuden fremgår det af Epstein-filerne, at Epstein tilsyneladende på et tidspunkt overførte 75.000 dollar til konti, som Mandelson havde adgang til.
Derudover sendte Epstein 10.000 pund til Mandelsons partner og nuværende ægtefælle, Reinaldo Avila da Silva, i september 2009.
Som følge af Epstein-sagen har Mandelson forladt Labour. Det kom frem mandag, hvor uddrag af et brev fra Mandelson til Labours generalsekretær blev offentliggjort af blandt andet BBC.
- Jeg er denne weekend blevet sat i forbindelse med den forståelige furore omkring Jeffrey Epstein, og jeg fortryder og er ked af dette, skrev Mandelson.
Han skrev videre, at han mener, at oplysningerne om, at Epstein for år tilbage overførte penge til ham, er usande.
Den nuværende britiske premierminister, Keir Starmer, har tidligere sagt, at Mandelson burde fratages sin plads i Overhuset. Starmer har desuden bedt om en hasteundersøgelse af Mandelsons relation til Jeffrey Epstein.
Peter Mandelson var handelsminister i 1998, minister for Nordirland fra 1999 til 2001 og erhvervsminister fra 2008 til 2010.
Han blev i februar 2025 udnævnt af Keir Starmer som ambassadør i Washington D.C. I november blev han frataget stillingen. Det skete, efter at det var kommet frem, at han havde haft en relation til Epstein.
/ritzau/




