Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

29/01/2025 - 14:00

Hjemmelavet magi: Lav nemt din egen ost med ingredienser fra skabet

Det kræver hverken lang tid eller særligt udstyr at kreere hjemmelavet ost i dit eget køkken.

Nicoline Kjems-Krognos/Ritzau Scanpix

Af: Af Mille Mulbjerg Rothgardt, Ritzau Fokus

Skimlet, lagret eller lige til at smøre på brødet.

Ost er en populær spise, men i de senere år er prisen skudt i vejret.

Siden 2020 er det blevet 30 procent dyrere at komme ost i indkøbskurven, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Mælkepriserne er steget, og mælk indgår i produktionen af ost. Og så har prisstigninger på fødevarer en tendens til ikke at falde igen, når de først er steget, siger cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen.

Men du kan selv både billigt og nemt fremtrylle ost i dit eget køkken med få remedier fra køkkenskuffen.

Sådan lyder det fra osteelsker Camilla Bojsen-Møller, som driver osteuniverset ostesnak.dk.

Hun står også bag initiativet ostens dag, der fast løber af stablen første fredag i marts med events rundt om i landet.

- At lave sin egen ost er at skabe magi i en gryde. Det er enormt meditativt at røre i gryden og stå og hygge sig med det, siger hun og tilføjer:

- Jeg bliver lige begejstret, hver gang mælken koagulerer, eller når ostekornene bliver separeret fra vallen.

Camilla Bojsen-Møller anbefaler, at man først prøver kræfter med friskosten.

- Det er den nemmeste, fordi man ikke behøver noget særligt. Man kan bruge det, man har i sit køleskab, siger hun.

Opskriften kræver en liter sødmælk, en kvart deciliter eddike og lidt salt.

- Jeg var på en rejse til Finland, hvor jeg var hjemme at spise frokost hos en kvinde, der serverede en friskost lavet efter en opskrift fra sin bedstemor.

- Det gav mig blod på tanden, siger Camilla Bojsen-Møller.

I opskriften på friskost varmer man forsigtigt sødmælken op til den damper omkring 85 til 90 grader. Derefter rører man eddiken i mælken og lader blandingen stå, indtil den skiller i ost og valle.

Efter et kvarters tid hældes det igennem et klæde i en sigte, hvor den gerne skal stå til afdrypning i 20 minutter, før man rører lidt salt og eventuelt andre smagsgivere i.

- Jeg skolder altid sigten og klædet inden. At lave ost handler om hygiejne, hygiejne og hygiejne. Vi vil ikke have fremmede bakterier i vores ost, siger Camilla Bojsen-Møller.

Den afdryppede ost kan tilsættes presset hvidløg, trøffelolie, olivenolie og krydderurter. Osten kan også bruges på pizza eller bruschetta, smuldres over en salat eller som topping i en suppe.

Osten kan som minimum holde sig nogle dage i køleskabet.

- Så længe holder den dog ikke hjemme hos mig!, siger Camilla Bojsen-Møller med et smil i stemmen.

Hvis man ikke har tiden til at prøve kræfter med friskosten, har hun et andet snydetrick, som også giver en fantastisk osteoplevelse.

- Køb en mozzarella, riv den i stykker og bland den med lidt piskefløde. Så har man osten stracciatella, siger hun.

Den smages til med salt og friskkværnet peber og serveres med lidt olivenolie på toppen med for eksempel et stykke brød til.

/ritzau fokus/

Svendborg, 17/06/2025 - 06:00

FAKTA: Trine Dyrholms mange meritter

* 53-årige Trine Dyrholm blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 1995.

* Hun er blandt de mest hædrede danske skuespillere. Hun modtog sin første Bodil-statuette i 1991 for sin hovedrolle i "Springflod". Den seneste modtog hun i 2020 for "Dronningen".

* Hun har tre gange været nomineret til det, der svarer til en europæisk Oscar, European Film Awards, for henholdsvis "Kollektivet", "Dronningen" og senest "Pigen med nålen".

* Privat danner hun par med instruktør og koreograf Niclas Bendixen, som hun har en teenagesøn med.

/ritzau/

Læs Mere >>

Svendborg, 17/06/2025 - 06:00

Fra dyb tragedie til absurd komik: Trine Dyrholm hædres i hel uge

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Den prisbelønnede skuespillerinde Trine Dyrholm kan med lethed bevæge sig i alle filmverdenens genrer. For dét hyldes hun med Svends Hæderspris.

Det er traditionen, at filmfestivalen Svend Filmdage hvert år hylder én af Danmarks mest markante personligheder inden for film og tv.

I år er valget faldet på skuespillerinden Trine Dyrholm, der dermed skriver sig ind efter blandt andre Ghita Nørby, Lars Mikkelsen og Susanne Bier.

Det afslører Svend Filmdage i en pressemeddelelse, og prismodtageren er beæret over anerkendelsen.

- Jeg elsker mit arbejde og er dybt taknemmelig over de mange fantastiske projekter, jeg har fået lov til at være en del af, og de samarbejder, jeg har haft med inspirerende og dygtige kolleger, siger Trine Dyrholm i pressemeddelelsen.

Den 53-årige filmstjerne har i mere end 30 år været en del af den danske skuespillerscene.

Alene i år har hun medvirket i dramaet "Det andet offer" og i "Pigen med nålen", der var nomineret til en Oscar for Bedste Internationale Film.

Man har også kunnet opleve Trine Dyrholm i blandt andet "Den skaldede frisør" og "Margrete den første" fra henholdsvis 2012 og 2021.

Netop i 2021 modtog hun desuden sin seneste af fire Svend Priser for sin rolle i "Erna i krig".

- Trine Dyrholm besidder alle de kvaliteter, der skal til for at levere dybdegående og engagerende underholdning, lyder det fra forpersonen for Svend Filmdages bestyrelse, Klaus Hansen.

- Hun fylder altid sine roller med autenticitet og mestrer både det psykologiske drama, det rørende og det intense. Hun kan bevæge sig fra dyb tragedie til absurd komik med lethed.

Svend Filmdage er en filmfestival, der hen over en hel uge løber af stablen i den fynske by Svendborg.

I løbet af ugen vil årets æresgæst være i fokus ved flere arrangementer, og det hele kulminerer 28. august, når der uddeles statuetter ved Svend Prisen.

Her vil Hædersprisen blive overrakt til Trine Dyrholm, mens mange andre film- og tv-personligheder vil få overrakt priser for blandt Årets Danske Film, Årets Danske Børnefilm, Årets Kvindelige Skuespiller, Årets Mandlige Skuespiller, Årets Håb, Årets Danske Tv-Dramaserie og Årets Danske Skuespiller I En Tv-Dramaserie.

De nominerede udvælges af en jury på baggrund af de bedst sælgende film og de mest sete serier i det forgangne år.

Til syvende og sidst er det publikum, der i de fleste kategorier vælger vinderne.

I år bliver det den dynamiske duo Signe Lindkvist og Iben Hjejle, som selv begge er kendt fra film og tv, der skal stå for at uddele priserne.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 11:00

FAKTA: Gennemtænk sorteringssystemet

* Tænk over, hvilket affald du har mest af. Indret dit sorteringssystem, så det passer til mængderne af dit affald.

* Tænk over placeringen af beholderne, så det er let at komme af med det affald, du har mest af.

* Overvej, hvor tit du går ned med dit affald. Det kan være, at du skal vælge rummelige spande eller poser, så du ikke skal
tømme dagligt. Hvis du omvendt er vant til at tømme dit affald ofte, kan du måske nøjes med små spande eller poser, så du kan
tage lidt med dig, når du alligevel skal ud ad døren.

* Hvis pladsen er lidt trang, kan du overveje at samle flere typer af affald i samme beholder og vente med at sortere dem, til du er ved de egentlige affaldsspande. Det gælder eksempelvis pap og papir eller glas og metal.

Kilde: folderen "Inspiration til indretning af affaldssortering" udgivet af Københavns Kommune (2024).

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 11:00

Optimer affaldssorteringen derhjemme

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er ikke én måde at indrette en affaldssortering. Sørg for at tænke igennem, hvad I har brug for meget plads til, og hvor det bedst befinder sig i hjemmet.

Gamle dåser i en spand, tomme flasker i en pose, bunkevis af sammenmaste mælkekartoner og en grøn spand, der bugner af madrester. Affaldssortering er rykket ind i mange danske hjem. Og med et stigende antal fraktioner, der skal sorteres i, er det med at holde tungen lige i munden og orden i systemerne.

Viljen til at sortere lever i bedste velgående, viser en undersøgelse fra Videncentret Bolius fra 2022. Det kan til gengæld være en udfordring at få plads til det hele.

Hvis du er lidt overvældet over mængden af beholdere, dit køkken skal rumme, er der et par fif at hente hos Tine Sode, som er fagredaktør og ekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Man kan godt indrette sin affaldssortering smart. Selv om man skal sortere i ti forskellige fraktioner, behøver man ikke selv at have ti forskellige poser.

- Man kan for eksempel bruge den samme beholder til plast, metal og glas og så først sortere det nede ved skraldespanden, forklarer Tine Sode.

Hun har ikke selv dedikerede beholdere til alt, hvad hun sorterer, men grovsorterer først i nogle beholdere, som hun tager med ud, og så finsorteres indholdet ved de egentlige skraldespande.

Dernæst handler det ifølge Tine Sode om at se med kritiske briller på, hvor meget af sorteringen der rent faktisk behøver at foregå i køkkenet.

- Man har en tendens til at synes, at alt skal være i køkkenet. Men det er faktisk kun bioaffald, restaffald, plast og den slags, der behøver at være derude. Alt andet kan man jo bare sætte andre steder, foreslår hun.

Det kan eksempelvis være papir, pap og tøj, som kan sorteres og stå i gangen, under sengen, i et skur eller et andet sted.

I Tine Sodes køkken er der derfor kun tre spande: en til bioaffald, en til restaffald og en til alt det øvrige, som så sorteres ved de egentlige spande. Resten sorteres ikke i køkkenet. Papir og glas har eksempelvis en plads i kosteskabet.

Hun tilføjer, at affaldssorteringen heller ikke per definition skal gemmes væk i et skab. Det kan også være poser, der hænger på væggen eller døren.

- Der findes mange pæne løsninger, man kan lave selv eller købe sig til, fortæller hun.

Hvis du har tillagt dig en vane med tit at tage noget affald med, når du alligevel skal ud ad døren, kan du måske nøjes med nogle mindre beholdere.

Eller du kan overveje et sorteringssystem, hvor affaldet ligger frit eksempelvis i et reolsystem, så du let kan snuppe et par glas eller lidt pap med på vejen, lyder rådet i Københavns Kommunes folder fra 2024 "Inspiration til indretning af affaldssortering".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek