Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

07/02/2025 - 10:00

Klar til at prutte om gebyrer? Det kan du forhandle om med banken

Flere er tilbageholdende med at forhandle med banken, men det kan ofte betale sig. Især med en sund økonomi kan du prøve at få bedre renter og lavere gebyrer.

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

Forholdet mellem banken og bankkunden kan sommetider forekomme ulige, fordi det kan se ud, som om banken har alle kortene på hånden.

Men du kan forhandle med din bank og prutte om priserne. Det bør du også huske at gøre.

Sådan lyder anbefalingen fra Erik Fraas, som er uvildig privatøkonomisk rådgiver og indehaver af rådgivningsfirmaet Pør.

- Det kan være, at banken kan give en lavere rente på et lån eller sløjfe nogle af gebyrerne, siger han.

- Men normalt foretrækker en bank at give rabat på gebyrer, da renten giver en mere stabil indtjening over en længere periode.

Han vurderer, at du typisk vil opleve, at det er nemmere at forhandle med banken, hvis du har en sund økonomi, fordi banken så løber en mindre risiko.

- Det vil alt andet lige også være nemmere at shoppe rundt mellem banker, fordi man bliver vurderet til at være en attraktiv kunde, siger han.

Men for nogle kan det godt føles som en stor mundfuld at skulle forhandle med banken. Det fortæller privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.

- Helt generelt tror jeg, det er rigtigt, at vi ikke er så gode til at forhandle i Danmark, fordi vi bevæger os ind i noget, der lugter lidt af konflikt, og det vil vi helst ikke, siger han.

- Men selvfølgelig kan og bør man prøve at forhandle sig til bedre renter og lavere gebyrer i sin bank.

Ifølge Brian Friis Helmer er der konkurrence mellem bankerne om kunderne, og det er derfor også i en banks interesse at give et tilbud, der er fordelagtigt for både kunden og banken.

- Så kan det også være, at der kan drejes lidt yderligere på nogle knapper, efter at der er blevet forhandlet eller kigget på det samlede kundeforhold.

Der er udgifter, som du normalt ikke kan få billigere, såsom afgifter.

Et gebyr, du ikke kan prutte om, når du skal købe bolig, er den såkaldte bidragssats. Den bliver opkrævet løbende af realkreditinstituttet for at administrere dit realkreditlån - altså dit boliglån.

Det siger Jens Hjarsbech, som er cheføkonom i Mybanker, der blandt andet sammenligner priser hos de danske banker.

- Det gode råd er fortsat, at man skal sørge for at indhente tilbud fra flere banker og bruge dem til at presse sin bank ned i pris, siger han.

- Desuden gør det ikke noget, at ens bank får at vide, at man kigger sig om efter en anden bank. Jeg hører ofte fra nogle, der har fået et langt bedre tilbud, når først banken har fundet ud af, at man måske er på vej væk.

En bank er en privat virksomhed, der skal og gerne vil beholde sine kunder for at kunne tjene penge, tilføjer Jens Hjarsbech.

- I perioder forsøger banker at tiltrække specifikke kundetyper med bedre vilkår og tilbud. De sigter især mod yngre kunder, som kan have et langvarigt kundeforhold, siger han og uddyber:

- For nylig har vi også set, at flere banker tilbyder en lavere rente på boliglån, hvis man skal købe en ny bolig frem for at tage et nyt lån i sin eksisterende bolig.

Grundlæggende er der tale om det samme lån, men ifølge Jens Hjarsbech prøver bankerne at tiltrække boligkøbere, fordi de er mere tilbøjelige til at skifte bank.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek