Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 27/05/2026 - 19:50

Norges dronning Sonja er blevet indlagt med hjerteproblemer

Dronning Sonja har hjerteflimmer og hjertesvigt og skal være indlagt nogle dage, oplyser det norske kongehus.

Af: /ritzau/

Dronning Sonja af Norge er onsdag blevet indlagt på hospitalet på grund af hjerteproblemer.

Det skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse.

Kongehuset oplyser, at dronningen har hjerteflimmer og hjertesvigt, og at hun skal være indlagt "nogle dage" til undersøgelser og observation.

Søndag meddelte kongehuset, at dronning Sonja var blevet sygemeldt i en uge grundet hjerteflimmer og hjertesvigt.

- Dronningen har brug for hvile og for tilpasning af sin medicin, skrev kongehuset søndag.

Hjerteflimmer er en rytmeforstyrrelse i hjertet, der typisk medfører åndenød, hjertebanken, svimmelhed og brystsmerter.

Ved hjertesvigt er hjertemusklen svækket og derfor ikke i stand til at pumpe blodet effektivt nok rundt i kroppen. Det betyder, at blodtilførslen til de enkelte organer bliver mindre.

Det er ikke første gang, at dronning Sonja er ramt af hjerteproblemer.

Under en skitur i januar 2025 blev hun også ramt af hjerteflimmer. Efterfølgende fik hun indopereret en pacemaker for at stabilisere hjerterytmen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek