Washington D.C., 22/04/2026 - 21:44
Det Hvide Hus afviser fast bagkant på våbenhvile med Iran
Der er fortsat uvished om, hvor længe Iran-våbenhvile gælder. Trump bestemmer tidslinjen, siger Det Hvide Hus.
Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, har ikke fastsat, hvor længe forlængelsen af våbenhvilen med Iran gælder.
Det siger Det Hvide Hus' pressetalsperson, Karoline Leavitt, onsdag til journalister.
Samtidig afviser hun meldinger fra anonyme kilder i forskellige medier om, at Trumps forlængelse af våbenhvilen gælder i tre til fem dage.
- Det er ikke sandt, siger hun.
Flere medier - herunder Fox og Axios - har på baggrund af anonyme kilder beskrevet, at der var en frist for våbenhvilen på tre til fem dage.
Det samme gjorde nyhedsbureauet Reuters ganske kortvarigt, inden Reuters trak sin melding tilbage.
Onsdag siger Leavitt, at Trump på "generøs vis" tilbyder det iranske styre fleksibilitet i at komme med et udspil.
Hvor længe våbenhvile gælder, er ifølge Leavitt op til ham.
- I sidste ende vil tidslinjen blive besluttet af den øverstbefalende og præsidenten for USA, siger hun.
Det var tirsdag aften dansk tid - kort inden våbenhvilens udløb - at Donald Trump på Truth Social skrev, at en våbenhvile med Iran var forlænget.
Her kom han ikke med nogen bagkant, men skrev blot, at USA afventede et fælles udspil fra iranske ledere og repræsentanter.
Samtidig sagde den amerikanske præsident, at en amerikansk flådeblokade mod iranske havne fortsætter.
Det amerikanske medie New York Post har beskrevet, at pakistanske kilder siger, at der ventes en anden forhandlingsrunde mellem USA og Iran i løbet af "36 til 72 timer". Mediet har spurgt Trump til det mulige gennembrud.
- Det er muligt, skriver Trump i en besked til New York Post.
Da USA og Iran senest mødtes i Pakistans hovedstad, Islamabad, kom der ikke nogen aftale ud af det.
Samtidig med at der er uvished om forhandlingerne og våbenhvilens varighed, har Irans Revolutionsgarde onsdag sagt, at den har beslaglagt to skibe, som forsøgte at krydse Hormuzstrædet.
Siden USA og Israel angreb Iran den 28. februar, har der gentagne gange været angreb på skibe i Hormuzstrædet, Den Persiske Golf og Omanbugten.
Men det er ifølge nyhedsbureauet Reuters første gang, siden krigen begyndte, at Iran har beslaglagt skibe.
Iran anser den amerikanske blokade af iranske havne for at være en krigshandling og har sagt, at så længe den forsætter, så åbner Iran ikke for Hormuzstrædet. Det er lukningen af Hormuzstrædet, som har ført til en global energikrise.
/ritzau/




