Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Vancouver/København, 16/02/2025 - 09:03

Prins Harry mødtes med Joachim og Marie ved sportslige

Prins Harry sludrede lørdag med prins Joachim og prinsesse Marie ved sportslige for skadede krigsveteraner.

Jennifer Gauthier/Reuters

Af: /ritzau/

Prins Joachim og prinsesse Marie mødtes lørdag med Storbritanniens prins Harry.

Mødet skete på tilskuerrækkerne ved dette års Invictus Games i Vancouver i Canada.

Det skriver det britiske medie The Mirror.

Prins Harry stiftede Invictus Games i 2014. Legene er et stævne med forskellige sportskonkurrencer, hvor de konkurrerende er veteraner skadet i krig.

Prins Joachim og prinsesse Marie er bosiddende i den amerikanske hovedstad, Washington D.C. og er rejst over grænsen til Canada for at besøge de danske veteraner, der deltager i konkurrencen.

Det har det danske kongehus skrevet på sin Instagram.

Parret var da også iklædt de røde nationalfarver, da de blev mødt af den britiske prins på tilskuerrækkerne til en volleyballkamp.

Legene begyndte den 8. februar og har sidste dag søndag.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek