Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/11/2025 - 08:25

Salg af mpox-vaccine får Bavarian Nordics salg til at vokse

Bavarian Nordic har valgt at nedpræcisere sine forventninger til årets resultat trods solid omsætningsvækst.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det danske vaccineselskab Bavarian Nordic omsatte for 1,8 milliarder kroner i sit tredje kvartal.

Det viser regnskabet, som selskabet har offentliggjort fredag morgen.

Omsætningen ligger 32 procent højere end i det samme kvartal sidste år.

Den primære årsag til væksten kommer fra salget af selskabets vaccine mod mpox, der tidligere blev kendt under det danske navn abekopper.

Vaccinen omsatte for 788 millioner kroner i tredje kvartal, hvilket er en stigning på 263 millioner kroner.

Paul Chaplin, der er selskabets administrerende direktør, hæfter sig dog især ved, at salget af dets rejsevacciner er vokset.

Det gælder blandt andet rabies-vaccinen, som markedsføres under navnene Rabipur og RabAvert.

Salget af disse vacciner lå på 646 millioner kroner i tredje kvartal, hvilket er en stigning på 23 procent.

- Vores rejsevacciner har vist fortsat styrke og har bidraget til vores hidtil bedste kvartal for dette forretningsområde, siger direktøren i en kommentar til regnskabet.

I forbindelse med regnskabet har selskabet præciseret sine forventninger til årets resultater.

Inden fredag forventede man en omsætning på mellem 6 og 6,6 milliarder kroner. Nu regner man med at lande omkring den nedre del af intervallet.

Bavarian Nordics regnskab er blevet offentliggjort, dagen efter at selskabets formand, Luc Debruyne, trådte tilbage.

Det skete, efter at et muligt opkøb af selskabet blev droppet.

To kapitalfonde med støtte fra både bestyrelsen og den daglige ledelse af Bavarian Nordic forsøgte at overtage selskabet.

De tilbud, der blev fremsat, var dog ikke nok til at overbevise tilstrækkeligt med aktionærer.

- Efter nøje refleksion over både processen og resultatet af det nylige overtagelsesforsøg har jeg besluttet at træde tilbage for at give Bavarian Nordics bestyrelse mulighed for at fokusere på virksomhedens næste udviklingsfase, lød det fra Luc Debruyne torsdag.

I fredagens regnskab ser selskabets administrerende direktør aktionærernes afvisning for at være en støtte til den nuværende strategi.

En strategi, som man "fortsat er fulgt engageret i", lyder det fredag fra Paul Chaplin.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek