København, 15/07/2025 - 22:57
Fifa åbner for billetsalg til VM i 2026 til september
Allerede nu bør man registrere sin interesse i billetter til kampene ved VM i 2026, lyder det fra Fifa.
David Klein/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Med knap 11 måneder til åbningskampen i Mexico City bør man allerede nu registrere sin eventuelle interesse i billetter til VM i herrefodbold i 2026.
Sådan lyder det tirsdag fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Kun 13 af 48 deltagere er endnu fundet - inklusive værterne USA, Mexico og Canada - og i Europa er kvalifikationen endda ikke sat i gang for blandt andre Danmarks vedkommende.
Men Fifa opfordrer til at være tidligt ude, da første fase af billetsalget åbner 10. september, og til den tid skal man bruge et såkaldt Fifa ID, hvilket man allerede nu kan anskaffe sig, for at ansøge om muligheden for at købe billetter.
- Vi ser frem til at byde verden tilbage til Nordamerika, når Canada, Mexico og USA er værter for den største og bedste sportsevent nogensinde.
- Vi opfordrer fans overalt til at gøre klar til at sikre deres plads - det bliver de mest eftertragtede pladser i sportsverden, siger Fifa-præsident Gianni Infantino.
Fifa vil senere komme med mere information omkring de forskellige faser af billetsalget, men slår allerede nu fast, at der bliver mulighed for at søge om billetpakker, der gælder for et specifikt hold, hvis det kvalificerer sig.
Ifølge Fifa forventer man, at 6,5 millioner mennesker fra hele verden vil tage til VM næste sommer. Slutrunden bliver den første af sin slags med 48 hold og i alt 104 kampe.
/ritzau/