Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bordeaux, 26/07/2026 - 01:32

Yderligere 55.000 evakueres som følge af naturbrande i Frankrig

Naturbrande raserer i Sydeuropa. Mere end 300.000 er blevet evakueret fra områder i Spanien og Frankrig.

Julien De Rosa/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Yderligere 55.000 mennesker har som følge af omfattende naturbrande fået besked på at forlade områder nær den franske storby Bordeaux.

Det oplyser myndigheder i det sydvestlige franske departement Gironde sent lørdag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.

Evakueringerne omfatter områder i kommunerne Marcheprime, Cestas, Mios, Biganos og Le Barp, skriver præfekten i Gironde i et opslag på X.

Lørdag eftermiddag meldte den franske regering, at 197.000 mennesker var blevet evakueret nær storbyen Bordeaux.

Kraftige naturbrande raserer natten til søndag både i Frankrig og Spanien, hvor sammenlagt mere end 300.000 mennesker er blevet evakueret i løbet af de seneste dage.

Tidligere lørdag lød det ifølge AFP fra myndigheder i begge lande, at nogle af brandene var aftaget i styrke.

Hen mod aftenen har flammerne dog igen fået rigtig godt fat i området omkring Bordeaux.

Brandchef Nicolas Braz siger til AFP, at branden er blusset op med en sådan styrke, at den er i stand til at skabe sine egne luftstrømme, hvilket gør branden uforudsigelig og svær at kontrollere.

- Det bliver endnu en vanskelig nat, siger brandchefen.

Også de spanske myndigheder har sent lørdag aften givet ordre til nye evakueringer.

Ordren omfatter otte kommuner nær Toledo, der ligger sydvest for den spanske hovedstad, Madrid. Det er uklart, hvor mange mennesker der vil blive evakueret.

- I dag er vi noget mere pessimistiske, end vi var i går, siger den spanske indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska ifølge AFP.

- Vejrforholdene har slet ikke hjulpet. Natten bliver ikke let for os, tilføjer han.

Brandfolk, der har kæmpet mod flammerne i flere døgn, har endnu ikke været i stand til at få naturbrandene nær Bordeaux og Madrid under kontrol. Tidligere på ugen kostede brandene nær den franske storby to brandfolk livet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek