København, 12/06/2025 - 07:00
EM afslutter Steffen Højers universitetsophold i DBU
For Steffen Højer har seks år i DBU været som at gå på universitetet, fordi han har fået lov til at nørde.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Han forsøger at slå det væk, men Steffen Højer erkender, at den kommende uge eller to bliver en speciel størrelse.
Når Danmarks U21-landshold torsdag aften møder Ukraine ved EM i Slovakiet, begynder hans svanesang som landstræner.
- Når man har haft to år med rigtig grundig forberedelse til en stor slutrunde, så skal den slags træde i baggrunden. Men det bliver da lidt underligt, siger Steffen Højer.
Efter at have været klubtræner i Viborg FF, blev han i 2019 ansat af Dansk Boldspil-Union (DBU). Han begyndte som assistenttræner på U21-landsholdet og blev i begyndelsen af 2023 forfremmet til chef.
Dermed har han brugt de seneste seks år som træner i DBU, og det har været frugtbart. Det har nemlig givet ham tid til at udvikle sig. Selv betragter han det lidt som et universitetsophold.
- Når man er i en klub, går det rigtig hurtigt i dagligdagen, fordi der er kampe hele tiden. Her har jeg haft tid til at forberede mig enormt grundigt, og jeg har haft mulighed for at tage rundt til alle mulige forskellige klubber og besøge enormt dygtige trænere og lære, hvordan de planlægger hverdagen, og hvad der er vigtigt for dem.
- Hele den teoretiske del af fodbolden har jeg fået lov til at nørde helt vildt meget, siger Steffen Højer.
Lidt karikeret mener han sågar, at alle danske trænere burde have et par år i DBU, hvor de på samme måde som ham kan tage et fagligt hovedspring ned i fodbolddybet.
- Jeg tror, det er godt for alle. Jo mere man nørder, jo klogere bliver man. Jeg blev træner efter at have været spiller, og så er man dygtig til nogle ting. Men man mangler nogle lag, og de lag føler jeg, at jeg har fået bygget på nu, siger Steffen Højer.
Siden han tog over som U21-landstræner i 2023, har han haft ét mål - at kvalificere Danmark til EM. Den mission lykkedes i oktober sidste år, men det var lige ved at gå galt.
Ganske uventet tabte Danmark til Island i september, og så fik Steffen Højers tropper kniven for struben. For to nederlag i kvalifikationen kan sagtens være altødelæggende for drømmen om EM.
Men fire dage efter nedturen mod Island indtraf det, der blev Steffen Højers højdepunkt som U21-landstræner.
- Vi var godt klar over, at vi ikke kunne tåle to nederlag. Så det var et kæmpe højdepunkt for mig, da vi kørte et enormt godt tjekkisk hold ud af banen og vandt 5-0.
- Det fortalte mig nemlig noget om, at den kultur, vi har forsøgt at bygge på holdet, holdt vand. Det var så blændende at se drengene føre det ud i livet den dag, siger Steffen Højer.
Et nyt højdepunkt kan Steffen Højer skabe med sit U21-landshold ved EM, som begynder i Slovakiet mod Ukraine torsdag aften. Derefter venter Holland og Finland i gruppespillet, hvorfra to hold går videre til kvartfinalerne.
Hvad der helt konkret venter Steffen Højer på den anden side af EM, melder historien endnu intet om. Han føler sig dog klar til igen at blive klubtræner.
/ritzau/