Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/03/2023 - 10:00

Simon Kvamm: Jeg værner om mit øvrige liv

Simon Kvamm er den nye mand i dommerstolen i "X Factor". Selv om der ligger en stor arbejdsbyrde i dommertjansen, er et liv ved siden af programmet vigtigt.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Simon Kvamm har det seneste stykke tid brugt al sin arbejdstid på underholdningsprogrammet "X Factor", hvor han i denne sæson har fået sin dommerdebut.

Det betyder selvsagt, at han bruger mange af sine vågne timer på at coache sine deltagere og udvikle deres potentiale. Simon Kvamm har til trods for det store arbejde med "X Factor" stadig fokus på også at have et liv ved siden af programmet.

- Det er en rimelig stor arbejdsbyrde, som fylder alt i mit arbejdsliv lige nu. Men jeg synes ikke, at det fylder mere, end at jeg har mit øvrige liv intakt. Det værner jeg også om at have, siger han og fortsætter:

- Jeg tror ikke på, at der kommer bedre resultater på scenen af, at jeg ikke har noget liv uden for den. Hverken i mit eget virke eller i "X Factor" eller noget som helst, lyder det.

Simon Kvamm kan skrive både musiker, skuespiller og serieskaber på cv'et. Musikalsk vil flest nok kende ham fra det danske band Nephew, duoen De Eneste To og som forsanger i rockgruppen Hugorm.

Fælles for alle projekter er, at Simon Kvamm synger på dansk. Og hvis man har fulgt med i de to første liveshows af "X Factor", vil man vide, at hans deltagere indtil videre har gjort det samme.

Det er et helt bevidst valg fra musikeren.

- Jeg har haft lyst til at tage udgangspunkt i, at det er dansksproget. Det er ikke fordi, det er en regel. Men jeg synes, det er naturligt at tænke i, siger han og fortsætter:

- Vi er i Danmark, vi taler dansk, og vi har det som modersmål. Lad os starte med at prøve at se, om vi kan vælge sange på dansk.

Det er tilsyneladende faldet i god jord hos seerne. I hvert fald er Simon Kvamm den eneste dommer, der stadig har alle sine tre deltagere med i konkurrencen.

Ved programmets andet liveshow, der blev sendt fredag aften, var det Thomas Blachmans deltager Rosita, der røg ud af konkurrencen. Hun var inden da i farezonen sammen med Kwamie Livs unge solist, Nambahlou.

Ugen før var det Kwamie Livs gruppe, Diverse, der måtte tage afsked med "X Factor".

Simon Kvamm er således også den eneste dommer, hvis deltagere endnu ikke er endt i farezonen.

Hugorm-forsangerens solister er den 17-årige Theodor Vestergaard, 26-årige Kristoffer Lundholm og gruppen Rosél, der består af Rosa Skovbjerg Henriksen og Selma Sander Stahr, som begge er 17 år.

De optræder alle ved programmets tredje liveshow, der bliver sendt fredag klokken 20.00 på TV 2.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek