København, 04/02/2026 - 15:57
Socialdemokratiet kan blive nødt til at opsige skoleforlig
Flere partier i folkeskoleforliget er skeptiske over for Socialdemokratiets lilleskoleforslag.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Socialdemokratiet kan blive nødt til at opsige folkeskoleforliget, hvis partiet vil gennemføre forslaget om at sænke klasseloftet i indskolingen.
De tre borgerlige oppositionspartier Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der alle er en del af forligskredsen, er nemlig alle skeptiske over for forslaget.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen (S), udtalte onsdag ved et pressemøde, at hun "helst ikke" ville opsige forliget.
- Nu må vi høre, hvordan de andre partier stiller sig.
Politisk ordfører for De Konservative, Mette Abildgaard, kalder forslaget for en forsimplet løsning på et komplekst problem.
- Det er en ekstrem forsimpling af folkeskolens problemer, når man tror, at den model med 14 elever i alle klasser er svaret.
Hun forventer, at regeringspartiet vil opsige forliget inden det næste folketingsvalg, der senest skal finde sted 31. oktober.
- Så har Socialdemokratiet mere frihed til at indføre det på den anden side af valget, siger hun.
Også Dansk Folkepartis folkeskoleordfører, Alex Ahrendtsen, udtrykker sin skepsis.
- Det er en meget overfladisk reform, hvor man tror, man kan gøre en skole bedre, bare ved at kigge på antallet af elever, siger han.
/ritzau/




