Beirut, 16/04/2026 - 09:33
Medie: Libanon er ikke informeret om sjældent topmøde med Israel
Ifølge USA's præsident skal ledere for Israel og Libanon mødes torsdag for første gang i flere årtier.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Libanon har ikke kendskab til et møde med Israel, som ifølge USA's præsident, Donald Trump, skal finde sted torsdag.
Det siger en libanesisk embedsmand til nyhedsbureauet AFP.
Embedsmanden står ikke frem med navn.
- Vi har ikke kendskab til nogen planlagt kontakt med den israelske side, og vi er ikke blevet informeret om det gennem officielle kanaler, siger kilden.
Et medlem af Israels sikkerhedskabinet siger dog til Israels militærradio, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, skal tale med Libanons præsident, Joseph Aoun. Det skriver Reuters.
Donald Trump skrev tidligere på det sociale medie Truth Social, at lederne for Israel og Libanon skal mødes. Ifølge Trump er der tale om det første møde mellem de to landes øverste ledere i 34 år.
- Et forsøg på at skabe lidt pusterum mellem Israel og Libanon. Det er længe siden, at de to ledere har talt sammen - faktisk 34 år. Det sker i morgen (torsdag, red.). Fedt, skrev Trump på det sociale medie.
Det er uklart, hvilket møde for 34 år siden Trump henviser til.
I 1993 - for 33 år siden - blev der afholdt direkte, diplomatiske møder på højt niveau mellem Israel og Libanon. Det var indtil denne uge de seneste diplomatiske møder på ambassadørniveau mellem de to lande.
Det amerikanske udenrigsministerium meddelte tidligere på ugen, at Israel og Libanon var blevet enige om at forhandle direkte, og at de to landes ambassadører havde holdt et indledende møde i USA.
Man skal tilbage til 1982-1983 for at finde eksempler på, at de øverste ledere for de to lande er mødtes.
Det skete dengang i forbindelse med Israels invasion af Libanon.
Siden begyndelsen af marts har der været gensidige angreb mellem Israel og Hizbollah-militsen i Libanon. Hizbollah begyndte at angribe Israel 2. marts som gengældelse for Israels angreb på Iran, som er allieret med Hizbollah.
/ritzau/




