Washington D.C., 06/04/2026 - 20:49
Trump: Hele Iran kan slås ud på en nat - og det kan være i morgen
Trump har givet Iran en frist til klokken 02 natten til onsdag dansk tid til at genåbne Hormuzstrædet.
Evan Vucci/Reuters
Af: /ritzau/
Iran kan slås ud - "be taken out" - på én nat, og det kan ske allerede tirsdag.
Det siger USA's præsident, Donald Trump, på et pressemøde i Det Hvide Hus mandag aften dansk tid.
- Hele landet kan blive slået ud på én nat, og den nat kan være i morgen nat, siger Trump.
- Jeg håber, at jeg ikke bliver nødt til at gøre det, tilføjer han.
Den amerikanske præsident har givet Iran en frist til tirsdag aften klokken 20 amerikansk tid (klokken 02 natten til onsdag dansk tid) til at genåbne Hormuzstrædet.
Hvis det ikke sker, vil Iran ikke længere have nogen broer eller kraftværker tilbage, har advarslen lydt fra den amerikanske præsident.
Mandag gentager Trump flere gange, at krigen går godt for USA.
På et spørgsmål om, hvorvidt han er ved at afslutte krigen eller optrappe den, svarer han:
- Det kan jeg ikke sige dig. Det ved jeg ikke. Det kommer an på, hvad de gør.
Samtidig runder Trump det knap halvanden time lange pressemøde af med at gentage sin kritik af de Nato-allierede og andre lande, som har afvist hans anmodning om at hjælpe med at få genåbnet det vigtige stræde.
USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, siger på pressemødet, at der mandag vil blive foretaget angreb mod Iran i et omfang, der ikke er set siden krigens første dag.
Tirsdag vil angrebene blive intensiveret, advarer Hegseth.
Kort tid inden, at pressemødet gik i gang, afviste Trump at have nogen kvaler over, om USA har begået mulige krigsforbrydelser i Iran ved at bombe landets vigtige infrastruktur.
- Det er jeg ikke bekymret for, siger Trump som svar på et spørgsmål fra en journalist under et påskearrangement i Det Hvide Hus.
I stedet peger han på, at det iranske styre har dræbt tusindvis af demonstranter under nylige protester.
- De er dyr, og vi bliver nødt til at stoppe dem, og vi kan ikke lade dem have atomvåben, siger Trump ifølge NBC News.
/ritzau/




