Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/05/2026 - 13:16

Pia Olsen Dyhr om forhandlinger: Det lysner men vi er ikke i mål

SF's formand er for fjerde dag i træk mødt op til regeringsforhandlinger på Marienborg nord for København.

Af: /ritzau/

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, er søndag ved 13-tiden ankommet til Marienborg, statsministerens embedsbolig, for at forhandle om en kommende regering.

Det er fjerde dag i træk, at SF er til forhandlinger sammen med De Radikale og Moderaterne, der sammen med Socialdemokratiet ventes at skulle lave en regering.

Modsat tidligere dage lod Pia Olsen Dyhr sig kortvarigt interviewe, da hun sad i bilen på vej ind på Marienborg.

- Vi er ikke i mål. Men det lysner, siger hun til TV 2 News.

Samme holdning kom fra De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, da han ankom til fods.

- Vi er stadig i gang med regeringsgrundlaget, og vi er ganske langt, siger han på vej ind.

Tidligere søndag var Alternativet til bilaterale forhandlinger hos fungerende statsminister og kongelig undersøger Mette Frederiksen (S).

Politisk leder Franciska Rosenkilde (AL) lader forstå, at der vil være forskel på, om hendes parti kommer til at være med som parlamentarisk grundlag for en regering eller ej.

- Det skal være tydeligt, at man skal mærke, at vi er på vej til et bæredygtigt samfund, siger hun til TV 2 News.

Alternativet efterlyser blandt andet "reel klimahandling" og en øget indsats mod mistrivsel, ufrivilligt skolefravær og stress.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek