København, 23/06/2025 - 14:55
Kvinde fængsles for drab på anden kvinde i Viby J
En 29-årig kvinde er mandag blevet varetægtsfængslet og sigtet for drab, efter at hun søndag blev anholdt.
Af: /ritzau/
Den 29-årige kvinde, der søndag blev anholdt og sigtet for drab på en 50-årig kvinde i Viby i Aarhus, varetægtsfængsles i fire uger.
Det er blevet besluttet i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi på X.
Kvinden nægter sig skyldig og har kæret kendelsen.
Østjyllands Politi modtog søndag eftermiddag klokken 16.31 en anmeldelse om, at en person i Viby J i det sydlige Aarhus var blevet stukket med en skarp genstand.
Syv minutter senere blev den 29-årige anholdt, ikke langt fra gerningsstedet.
Ifølge TV 2 Østjylland, der var til stede på Grøndalsvej ved Grøfthøjparken i Viby, omfatter gerningsstedet en parkeringsplads.
Politiet mistænker, at den 29-årige har stukket den 50-årige flere gange i brystet og på overkroppen med en skarp genstand
Hun døde senere samme dag af sine kvæstelser.
Begge kvinder er fra Aarhus-området, og det er politiets formodning, at de ikke havde kendskab til hinanden.
/ritzau/