København, 18/05/2026 - 13:51
Minister vil forklare Trumps udsending at grønlænderne bestemmer
USA's særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, som er udpeget af Donald Trump, ankom til Nuuk søndag.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Grønlands minister for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), skal mandag mødes med USA's særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, og USA's ambassadør i Danmark, Ken Howery.
Og her kommer Múte B. Egede til at tale klart og tydeligt over for amerikanerne, skriver han på Facebook.
- Her vil jeg understrege klart, at Grønlands fremtid alene besluttes af os i Grønland.
- Samtidig er det vigtigt for mig, at det diplomatiske spor og den arbejdsgruppe, vi har etableret, fortsætter med respekt for hinanden, international ret og Grønland, skriver Múte B. Egede på Facebook.
Søndag bekræftede den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen (D), over for TV 2, at han mandag mødes med Jeff Landry, som også er guvernør i Louisiana.
Hvornår på dagen møderne finder sted, er endnu uvist.
Landry ankom til Nuuk søndag eftermiddag. Ambassadør Howery er ankommet mandag formiddag lokal tid, skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.
Det var i december sidste år, at Landry blev udpeget til den nyoprettede stilling som særlig udsending til Grønland.
Det skete, efter at USA's præsident, Donald Trump, flere gange havde luftet tanker om, at USA skulle overtage Grønland. Blandt andet af sikkerhedsmæssige årsager.
Landry er tirsdag på deltagerlisten ved erhvervsmessen Future Greenland i Nuuk. Sammen med Howery skal han også åbne USA's nye konsulat i Nuuk.
Det var i sidste måned, at Múte B. Egede blev Grønlands minister for udenrigsanliggender. Han var i øvrigt Grønlands regeringsleder fra 2021 til 2025, hvor han efter parlamentsvalget blev erstattet af Jens-Frederik Nielsen på posten.
Múte B. Egede erstattede Vivian Motzfeldt på posten som Grønlands minister for udenrigsanliggender. Det er en post, som har fået en del opmærksomhed på det seneste på grund af Trumps fortsatte interesse for Grønland.
Eksempelvis har Motzfeldt spillet en stor rolle i den diplomatiske proces, der har skullet forsøge at klinke skårene med USA.
I januar var hun således i Washington D.C. sammen med Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M). Her mødtes de med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio.
Det var efter det møde, at Løkke kunne fortælle, at landene var blevet enige om at oprette den arbejdsgruppe, som Múte B. Egede henviser til i sit opslag på Facebook.
Hvad der konkret sker eller er sket i arbejdsgruppen, er uklart.
/ritzau/




