København, 23/11/2025 - 14:01
Politiet er igen dømt for nøgenvisitation
Østjyllands Politi erkender, at der ikke har været tilstrækkelig klarhed over regler om visitation.
Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ikke bare Københavns Politi har i strid med loven nøgenvisiteret borgere. Også Østjyllands Politi er for nylig blevet dømt, skriver Berlingske.
Retten i Aarhus har konkluderet, at det var ulovligt, da betjente beordrede en kvinde til at tage alt tøjet af i forbindelse med en visitation.
Derfor er hun blevet tilkendt erstatning.
I sagen har en betjent oplyst, at det var standardprocedure. Imidlertid skal der være en konkret grund til indgrebet, og det var ifølge retten ikke tilfældet.
Episoden udspillede sig i 2022. Kvinden havde nægtet at oplyse sit navn og cpr-nummer, og derfor havde betjente i Aarhus besluttet at tage kvinden med på stationen.
Politikredsen oplyser til Berlingske, at der ikke har været tilstrækkelig klarhed om reglerne.
I foråret 2024 blev det derfor besluttet at øge betjentenes opmærksomhed på, at visitation ved afklædning kun kan ske efter en konkret vurdering.
Tidligere er Københavns Politi i tre sager blevet dømt for at beordre borgere til nøgenvisitation uden nogen konkret grund.
I september blev en kvinde således af Københavns Byret tilkendt en rekordhøj godtgørelse på 50.000 kroner.
Hun var blevet udsat for flere krænkelser. Dels blev hun ulovligt frihedsberøvet, og dels blev hun med magt tvunget til at afklæde sig tøjet i overværelse af to mandlige betjente. Dette var i strid med menneskerettighedskonventionen, fastslog retten.
Forinden havde Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som tager sig af borgernes klager over politiet, set på sagen.
Men myndigheden fandt ikke grund til at undersøge, om betjentenes adfærd havde været kritisabel, skriver Politiken søndag.
Den manglende reaktion undrer Adam Diderichsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet og politiforsker.
- Det er da et problem, at vi har en klagemyndighed, som ikke ser og slår ned på menneskerettighedskrænkelser, siger han til Politiken.
Sagen fra Aarhus er blevet ført af advokat Tobias Stadarfeld Jensen.
- Jeg er meget tilfreds med, at der nu kommer en tyk streg under, at man som standardpraksis ikke bare må blive underlagt sådan en behandling, når man er i politiets varetægt, siger han til Berlingske.
Tidligere har mediet berettet, at såvel Københavns Politi som Københavns Vestegns Politi har indskærpet eller præciseret reglerne.
/ritzau/




