Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 06/06/2026 - 01:33

USA godkender muligt milliardsalg af missiler til Danmark

Udenrigsministeriet i USA giver grønt lys til potentielt salg af krydsermissiler til det danske militær.

Henry Nicholls/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA's udenrigsministerium har fredag godkendt et muligt salg af missiler til Danmark for 842 millioner dollar - hvilket svarer til omkring 5,5 milliarder kroner.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra det amerikanske udenrigsministerium.

Det er våbenproducenten Lockheed Martin, som er hovedleverandør af missilerne, lyder det.

Den danske regering har anmodet USA om at købe 200 missiler af typen AGM-158 JASSM-ER, oplyser ministeriet. Det er præcisionstyrede krydsermissiler med ekstra rækkevidde.

- Det foreslåede salg vil understøtte USA's udenrigspolitiske mål og nationale sikkerhedsinteresser ved at styrke sikkerheden hos en Nato-allieret, som bidrager til politisk stabilitet og økonomisk fremgang i Europa, skriver det amerikanske udenrigsministerium i pressemeddelelsen.

- Det foreslåede salg vil forbedre Danmarks evne til at imødegå nuværende og fremtidige trusler ved at give det danske flyvevåben mulighed for at gennemføre præcisionsangreb over lange afstande, lyder det videre.

Der er dermed banet vej for, at et amerikansk salg kan blive en realitet, men hvorvidt det sker og hvornår, er endnu uvist.

USA's udenrigsministerium har samtidig godkendt et salg af militært udstyr til Storbritannien til en værdi af 160 millioner dollar. Her er det Boeing, der står for leveringen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I december godkendte USA også et muligt salg af maritime patruljerings- og overvågningsfly til Danmark til en værdi af lidt over 11 milliarder kroner.

USA godkendte også et potentielt salg af militært udstyr til Danmark for omkring 20 milliarder kroner.

I september sagde daværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til TV 2, at regeringen var villig til at bruge et tocifret milliardbeløb på netop den type overvågningsfly.

Flyene skal patruljere farvandet øst for Grønland for at overvåge russiske skibe og ubåde, lød det dengang fra ministeren.

/ritzau/Reuters

TjekDet - faktatjek