København, 25/05/2025 - 21:59
Neestrup: Vi skulle genopfinde FCK med sultne spillere
FC København-træner Jacob Neestrup havde noget, han ville ud med, da det danske mesterskab var sikret.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
- Det her er en af de sjove. Jeg har stået her mange gange og tænkt, at jeg ikke gider. Men det gør jeg denne gang.
FC København-træner Jacob Neestrup lægger ikke skjul på, at han har noget på hjerte til de danske medier og især de kritikere, der har været i løbet af sæsonen. Nu hvor FCK har vundet guld.
For efter det missede mesterskab for et år siden forsøgte FCK-ledelsen at ændre på holdet med mange nye spillere.
- Jeg vil slå fast, så folk kan fatte eller forstå det. Vi lavede nogle massive ændringer i sommer. Det gjorde vi af en årsag. Vi skulle have et nyt sultent FC København-hold, siger Neestrup.
Han henviser igen og igen til den udskiftning i spillertruppen, der fandt sted sidste sommer. Uden den udskiftning havde FCK ikke vundet guldet, mener han.
- Vi er øverst på tronen på grund af to ting. Et, det er dygtige fodboldspillere.
- To, der har aldrig på noget tidspunkt i denne sæson på trods af hårde tider været et eneste øjeblik, hvor de her klassespillere har sat deres eget ego over klubben eller holdet.
- Det er derfor, vi står her. Det var hele formålet. Jeg håber, at alle nu kan se, at de karakterer, vi har fået ind, er klassespillere, siger Neestrup.
FCK-træneren er især ked af kritikken mod nogle af holdets lejede spillere, der i perioder har haft det svært.
- Til tider er visse spillere i løbet af sæsonen latterliggjort. De fortjener kredit og anerkendelse nu for den præstation, de har leveret, mener Neestrup.
Selv har han også følt en hård kritik fra medierne, men det lever han bedre med.
- Jeg har selv valgt dette job. Jeg elsker at være i en fodboldklub, hvor det mest kritiserede hold og den mest kritiserede træner er ham, der har vundet det danske mesterskab og skal spille en pokalfinale.
- Vi solgte spillere for flere hundrede millioner kroner sidste sommer, og vi nåede trods alt en ottendedelsfinale i Conference League. Jeg nyder at være i en klub, hvor presset og kravene er så store.
- Noget af den kritik, som vores udenlandske spillere især fik, har været ekstrem hård. Det var godt, de ikke fattede noget i starten, siger han.
Neestrup nævner lejesvendene Diant Ramaj, Pantelis Hatzidiakos, Marcos Lopez, Giorgi Gocholeishvili og Robert. Sidstnævnte har siden fået en permanent aftale.
- Jeg har aldrig stået med en fornemmelse af, at det bare var lejesvende. Jeg har set en gruppe, der er vokset sammen, siger Neestrup.
FCK vandt søndag 3-0 hjemme over FC Nordsjælland og vandt mesterskabet med et points forspring ned til FC Midtjylland.
/ritzau/