København, 12/06/2026 - 11:14
Politi sigter mand efter chikane af kvinde i kørestol til fodbold
En mand er sigtet for at forvolde fare og har fået karantæne fra Brøndby Stadion efter optrin til derby.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Københavns Vestegns Politi har sigtet en mand for at forvolde fare for en 26-årig kvinde med muskelsvind i forbindelse med en fodboldkamp på Brøndby Stadion.
Det oplyser politikredsen til Ekstra Bladet.
- Københavns Vestegns Politi har på baggrund af efterforskningen i dag rejst sigtelse mod en mand i midten af 40’erne for overtrædelse af straffelovens paragraf 252 om fareforvoldelse, lyder det.
Hændelsen udspillede sig i forbindelse med Superligakampen imellem Brøndby og FC København 21. maj. Kvinden har til flere medier fortalt, at en mand pillede ved og fjernede respiratorslangen, som sidder på hendes kørestol.
Kvinden, som havde et FCK-klistermærke på kørestolen, opholdt sig på familietribunen på Brøndby Stadion.
Af frygt for sin sikkerhed forlod kvinden stadion før tid, efter at hun var blevet chikaneret af tre mænd på tribunen.
Fodboldkampen endte med en 3-1 sejr til FC København efter forlænget spilletid.
Et par dage efter kampen meddelte Brøndby, at man havde givet manden, der pillede ved respiratorslangen, livstidskarantæne fra stadion for grov og farlig chikane.
- Det er en dybt chokerende og uværdig sag, som er komplet uforenelig med alle normer og regler, hvad enten det er på et stadion eller i samfundet generelt, sagde Brøndbys kommunikationsdirektør, Søren Hanghøj, til klubbens hjemmeside i den forbindelse.
Fodboldklubben har også politianmeldt de tre involverede mænd.
Københavns Vestegns Politi understreger over for Ekstra Bladet, at sagen har haft en høj prioritet hos politikredsen.
At man først rejser sigtelsen nu, skyldes alene "praktiske og logistiske forhold" i forbindelse med sagsbehandlingen, lyder det.
/ritzau/




