Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/01/2026 - 20:02

Grønland vil forsvares af Nato efter amerikanske trusler

Regeringschef understreger, at Grønland er en del af Kongeriget Danmark og vil forsvares af Nato.

Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Grønland er en del af rigsfællesskabet og vil øge det politiske arbejde for, at forsvaret af verdens største ø sker i regi af forsvarsalliancen Nato. Det skriver regeringen, Naalakkersuisut, på sin hjemmeside.

Budskabet kommer, efter at USA har udtalt et ønske om at overtage den strategisk vigtige ø, selv om USA er en mangeårig allieret.

- På baggrund af den for Grønland meget positive tilkendegivelse fra de seks Nato-medlemslande vil Naalakkersuisut øge arbejdet for, at forsvaret af Grønland sker i regi af Nato, skriver regeringen.

I alt syv Nato-lande, herunder Danmark, sagde i sidste uge, at ingen andre end Danmark og Grønland har ret til at træffe beslutninger om Grønlands fremtid.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har senest udtalt, at hvis ikke USA overtager Grønland, så står Kina og Rusland klar til at gøre det. Han har ikke villet afvise at bruge militær magt.

Grønland har flere gange afvist amerikanske tilnærmelser og ønsker at stå i egen ret som en del af Kongeriget Danmark.

- Regeringskoalitionen i Grønland mener, at Grønland i al fremtid vil være en del af den vestlige forsvarsalliance, skriver regeringen.

Danmark vil investere milliarder af kroner i at øge overvågningen af Grønland, som er rig på sjældne jordarter og ligger et strategisk vigtigt sted. Det gælder både i forhold til sikkerhedspolitik og internationale skibshandelsruter.

USA er traditionelt allieret med Grønland og Danmark og er også medlem af Nato.

Regeringschef Jens Frederik-Nielsen skriver på Facebook, at det på sin vis er positivt, at der er stor international interesse for Grønland, selv om han godt forstår, at det skaber uro hos nogle borgere.

- Det er i sig selv positivt. Vores land har strategisk betydning, og vores sikkerhed er vigtig. For os. For vores allierede. Og for stabiliteten i Arktis, skriver han, inden han flyver til Danmark i en uge.

Flere har i debatten efterspurgt, at grønlandske politikere i klarere vendinger udtrykker, at de ønsker at blive hos Danmark fremfor USA.

- Grønland er en del af Kongeriget Danmark og en del af Nato gennem rigsfællesskabet. Det betyder, at vores sikkerhed og forsvar hører hjemme i Nato. Det er en grundlæggende og fast linje, skriver han.

USA har en aftale med Danmark, hvor de efter anmodning kan udstationere flere soldater på øen, men har de sidste årtier nedtrappet gevaldigt og har kun én base tilbage.

Præsidenten har flere gange sagt, at USA "har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhedssituation" i Arktis-området.

USA har blandt andet beskyldt Danmark for at forsvare Grønland, som er en del af rigsfællesskabet, med blot to hundeslæder og sat spørgsmålstegn ved, at Grønland juridisk hører under Danmark.

Danmark og Grønland ventes onsdag at mødes med udenrigsminister Marco Rubio i USA for at afmontere usandheder i debatten.

Jens Frederik-Nielsen skriver på Facebook, at Grønland træffer egne beslutninger i henhold til international ret og folkeretten. Omvendt har Trump sagt, at han ikke føler sig bundet af det.

Desuden ventes flere amerikanske senatorer at besøge Danmark fredag for at diskutere situationen, som er blevet forværret efter Trumps intervention i Venezuela. Det har fået flere til at frygte for scenarierne i Grønland.

For en uge siden sagde vicestabschef i Det Hvide Hus Stephen Miller, at "ingen vil kæmpe militært mod USA om Grønlands fremtid".

Han tilføjede dog, at Grønland bør være en del af USA.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek