Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beirut, 16/04/2026 - 19:59

Sundhedsministerium: Syv dræbt i israelsk angreb i Libanon

Ifølge Trump er Israel og Libanon blevet enige om ti dages våbenhvile, der vil træde i kraft torsdag aften.

Af: /ritzau/

Mindst syv mennesker er ifølge det libanesiske sundhedsministerium blevet dræbt i et israelsk angreb i det sydlige Libanon.

Det oplyser sundhedsministeriet torsdag, skriver nyhedsbureauet AFP, blot timer før en våbenhvile ifølge USA's præsident, Donald Trump, skal finde sted.

Sundhedsministeriet understreger, at dødstallet er en foreløbig opgørelse og derfor kan stige yderligere.

Trump skrev tidligere torsdag i et opslag på sit sociale medie Truth Social, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Libanons præsident, Joseph Aoun, er blevet enige om ti dages våbenhvile.

- Jeg har netop haft nogle fremragende samtaler med den højt respekterede præsident Joseph Aoun fra Libanon og premierminister Bibi Netanyahu fra Israel, skrev Trump i opslaget og tilføjede:

- Disse to ledere er blevet enige om, at for at opnå fred mellem deres lande vil de formelt indlede en ti-dages våbenhvile klokken 17.00 EST.

Det svarer til torsdag klokken 23.00 dansk tid.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek