Teheran, 01/03/2026 - 07:56
Iran vil søndag påbegynde overgangsperiode efter drab på ayatollah
Præsident, leder af retssystem og jurist vil midlertidigt overtage magten i Iran, efter drab på Khamenei.
Anwar Amro/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En ledelsesmæssig overgangsperiode efter drabet på Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, vil begynde allerede i dag - søndag.
Det siger ayatollahens rådgiver og Irans øverste sikkerhedschef, Ali Larijani, ifølge nyhedsbureauet AFP i et interview på iransk stats-tv.
- Det vil snart blive dannet et midlertidigt ledelsesråd. Præsidenten, lederen af det iranske retssystem og en jurist fra vogternes råd vil påtage sig ansvaret indtil den næste leder er blevet valgt, siger Larijani.
Masoud Pezeshkian er Irans nuværende præsident, mens Gholamhossein Mohseni Ejei er lederen af det iranske retssystem.
Larijani sætter ikke navn på, hvilken jurist fra vogternes råd, der skal være med til at lede Iran, indtil Khameneis efterfølger er fundet.
- Dette råd vil blive oprettet så hurtigt som muligt. Vi arbejder på at danne det allerede i dag, siger sikkerhedschefen tidligt søndag morgen.
Ifølge Irans forfatning skal en efterfølger til ayatollahen udpeges af det samme organ, som udpegede Khamenei - den såkaldte forsamling af eksperter, der har 88 medlemmer.
Larijani advarer søndag morgen mod forsøg på at splitte Iran, efter at ayatollahen lørdag mistede livet under amerikanske og israelske angreb.
- Grupper, der vil forsøge at splitte Iran, skal vide, at vi ikke vil finde os i det, siger sikkerhedschefen, der opfordrer den iranske befolkning til at stå sammen.
/ritzau/




