Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/03/2025 - 16:32

Morten Spiegelhauer: Jeg er færdig med at sabotere mig selv

Kontrasterne er store i Morten Spiegelhauers liv. Gennem TV 2-programmet "Shaolin" forsøger den kendte journalist at finde en bedre balance i ekstremerne.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

Morten Spiegelhauer klatrer. Han træner. Han spiser sundt. Mediterer og lever overvejende i balance.

Men nogle gange får han en pludselig trang til at smadre stimen. Være længe oppe, spise usundt og drikke sig fuld.

Spørgsmålet: "Hvorfor saboterer jeg mig selv?" tog Morten Spiegelhauer med til Sydkorea i håbet om at få svaret fra de to autentiske shaolinmunke, der i TV 2-programmet "Shaolin" skal lære ham og otte andre kendisser, heriblandt skuespiller Thomas Bo Larsen og korrespondent Simi Jan, at blive den bedste version af sig selv.

- Måske er jeg blevet én procent bedre, lyder det i dag fra Morten Spiegelhauer.

- Det er en underlig, selvdestruktiv kraft, at vi på en måde belønner os selv ved at straffe os selv. Det håber jeg at finde en bedre balance i - og det er jeg også sikker på, at jeg kan. Nu har jeg i hvert fald fået nogle redskaber, så det ikke behøver at være totalt ekstremt det hele.

For shaolinmunkenes svar på spørgsmålet var: "Hvis konsekvenserne er, at man begynder at bryde noget ned, som man har bygget op, så skal man ikke gøre det", fortæller Morten Spiegelhauer.

- Det handler også om at være god ved sig selv og tro mod sig selv og mærke efter, hvad man i virkeligheden har brug for, og finde ud af, hvordan man bedst muligt kan komme i mål med det, man gerne vil, siger den kendte journalist.

- Jeg prøver at arbejde meget med mine personlige værdier: "Hvad er vigtigt for mig nu? Hvilke aspekter af mit liv vil jeg sætte fokus på? Og hvad vil jeg gerne opnå inden for de aspekter?". For så ved jeg altid, hvad der er vigtigst lige nu for mig.

Det betyder, at han har fået en rød tråd i livet, han kan navigere efter, når den begynder at filtre sig sammen.

- Derfor er det nemt, når der er nogen, der kommer og spørger: "Vil du lige gør det her?" og så svare: "Desværre, jeg har aftalt, at jeg skal hente min søn". Så går jeg ikke på kompromis med det jeg synes, er vigtigst, siger Morten Spiegelhauer og tilføjer så:

- Og alt det andet - de der ting, man bliver spurgt om, eller de valg, man får - er aldrig så vigtige, når det kommer til stykket. Man finder ud af: "Okay, livet gik jo videre, selv om jeg ikke var med til det der". Jeg er ikke nødvendigvis så vigtig, som jeg går og bilder mig selv ind.

Morten Spiegelhauer har ellers i mange år praktiseret en del af det, shaolinmunkene praktiserer: ro, restitution, fokus, motion og meditation.

- Jeg har haft brug for et alternativ til de der konfliktfølte arbejdsmiljøer, jeg nogle gange kan være i, fortæller den 55-årige journalist.

- Så at være med i "Shaolin" var virkelig en fed mulighed for mig at gå all in på det i to uger uden at blive forstyrret - det var da også lidt et egoistisk projekt at sige: "Jeg skrider lige i 14 dage - så holder I skansen derhjemme". Men jeg syntes, det var en kæmpefed mulighed for at dykke ned i det her og smide uret, telefonen og kalenderen.

Morten Spiegelhauer blev uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1997.

Siden 2004 har han været vært på "Operation X". Et program, som afdækker fordækte forhold og konfronterer de ansvarlige.

Som sikker chat-konsulenten Rudy Frederiksen, som lokkede unge piger til pornografi med løfter om modeljob.

Og senest afdækningen af håndteringen af forurenet jord i et Operation X-program, som i øvrigt blev sendt, fem dage inden "Shaolin" havde premiere.

- "Shaolin" passer så godt til den person, jeg i virkeligheden er, fortæller Morten Spiegelhauer.

Når han ikke er på skærmen i "Operation X", er han mest af alt bare Mollefar, som han kalder sig selv - konfliktsky, langt mere hyggelig end hårdkogt og som mest af alt bare gerne vil stå bagest end forrest, og som ikke får et kick ud af at få folk, der absolut ikke vil snakke med ham, i tale.

På den måde er skæbnen så forunderlig, lyder det fra Mollefar.

- Jeg tror, alle har en forståelse for, at vi er nuancerede mennesker. Jeg håber og beder til, at folk tager godt imod det. Og så må jeg miste de personer i min fanskare, hvis jeg har sådan en, hvis det er det. Og ellers kan jeg måske krydse fingre for, at der kommer nogle andre til. Men det har da været grænseoverskridende at se mig selv på tv, medgiver han.

- Jeg er vant til at have styr på det og have forberedt mig grundigt. Det havde jeg ikke mulighed for her. Så man var nødt til at gå ind i det totalt uforberedt. Og det afslører jo også lidt om, hvem man i virkeligheden er.

Næste afsnit af "Shaolin" kan ses på TV 2 og TV 2 Play mandag.

/ritzau/

København, 11/03/2025 - 19:53

Knap 3000 er med i lodtrækning om at deltage i kongelig fødselsdag

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

50 unge aarhusianere vil blive udvalgt til at deltage i fødselsdagsarrangement for prinsesse Isabella.

Flere tusinde unge aarhusianere er med i en lodtrækning om at komme med til en fødselsdagsbegivenhed for prinsesse Isabella.

Kongehuset har meldt ud, at prinsessens 18-års fødselsdag bliver markeret med officielle begivenheder over to dage i både Aarhus og København.

I den forbindelse er Aarhus Kommune 11. april vært for et fødselsdagsarrangement, der skal hylde unge aarhusianerne med talent inden for kreative områder.

På gæstelisten er omkring 100 unge fra lokale ungdomsorganisationer og uddannelser.

Derudover vil yderligere 50 unge aarhusianere med ledsager få mulighed for at deltage i begivenheden, der foregår på rådhuset. Udvælgelsen skal ske gennem lodtrækning.

Mandag udsendte kommunen så i alt 11.006 invitationer til 17-19-årige, som skal tilkendegive, om de vil være med. Og i løbet af det første døgn har 2897 tilmeldt sig lodtrækningen. Det oplyser kommunens presseafdeling til B.T.

Ifølge Aarhus Kommune har 1561 unge kvinder og 1336 unge mænd tilmeldt sig lodtrækningen.

Under arrangementet vil der blandt andet være et modeshow med unge aarhusianske designere og underholdning fra unge musikere.

De inviterede unge har til og med 23. marts til at tilmelde sig, og dem, der bliver udtrukket, får besked omkring 26. marts, skriver B.T.

Tirsdag 15. april rykker fejringen til København.

Her vil prinsessen, som er kong Frederik og dronning Marys ældste datter, og den kongelige familie være til stede ved en fødselsdagsforestilling på Det Kongelige Teater. Forestillingen går i gang klokken 19.30.

Teateret skal fyldes med et ungt publikum. 1000 unge i alderen 17 til 24 år fra hele rigsfællesskabet har mulighed for at få billetter til forestillingen via lodtrækning.

Tilmeldingen lukkede 10. marts. Hvis man bliver udtrukket, kan man tage en ven med, som også skal være i samme aldersgruppe, skriver teatret på sin hjemmeside.

Prinsesse Isabella fylder 18 år 21. april.

Det er ikke første gang, at kongehuset inviterer unge til at deltage i en fødselsdagsfejring.

Da kronprins Christian fyldte 18 år i 2023, blev unge fra hele rigsfællesskabet inviteret til at deltage i et gallataffel på Christiansborg Slot.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/03/2025 - 19:16

Knap 3000 er med i lodtrækning om at deltage i kongelig fødselsdag

50 unge aarhusianere vil blive udvalgt til at deltage i fødselsdagsarrangement for prinsesse Isabella.

Flere tusinde unge aarhusianere er med i en lodtrækning om at komme med til en fødselsdagsbegivenhed for prinsesse Isabella.

Kongehuset har meldt ud, at prinsessens 18-års fødselsdag bliver markeret med officielle begivenheder over to dage i både Aarhus og København.

I den forbindelse er Aarhus Kommune 11. april vært for et fødselsdagsarrangement, der skal hylde unge aarhusianerne med talent inden for kreative områder.

På gæstelisten er omkring 100 unge fra lokale ungdomsorganisationer og uddannelser.

Derudover vil yderligere 50 unge aarhusianere med ledsager få mulighed for at deltage i begivenheden. Udvælgelsen skal ske gennem lodtrækning.

Mandag udsendte kommunen så i alt 11.006 invitationer, og i løbet af det første døgn har 2897 tilmeldt sig lodtrækningen. Det oplyser kommunens presseafdeling til B.T.

Ifølge Aarhus kommune har 1561 unge kvinder og 1336 unge mænd tilmeldt sig lodtrækningen.

Under arrangementet vil der blandt andet være et modeshow med unge aarhusianske designere og underholdning fra unge musikere.

Prinsesse Isabelle fylder 18 år 21. april.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/03/2025 - 10:00

FAKTA: Støtte til grønnere opvarmning

* Målet med varmepumpepuljen er at fremme omstillingen til en grønnere opvarmning af landets huse.

* Puljen støtter konvertering fra olie- og gasfyr til varmepumper i områder, hvor fjernvarme ikke er en mulighed.

* I år åbnede puljen for ansøgninger 25. februar, og den rummer 159,7 millioner kroner plus midler, der ikke er blevet brugt fra tidligere år.

* Beløbene for tilskuddene ligger fast. Et skift til luft til vand-varmepumpe giver et tilskud på 17.000 kroner, mens et skift til væske til vand-varmepumpe (jordvarme) giver et tilskud på 27.000 kroner.

Kilde: Energistyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 11/03/2025 - 10:00

Lun på en varmepumpe? Sådan får du tilskud

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Gør dit forarbejde grundigt, og optimér dine chancer for at få del i Energistyrelsens varmepumpepulje, der igen er åben for ansøgninger.

Drømmer du om at smide husets gamle oliefyr på porten og erstatte det med en varmepumpe, er der nu endnu en gang mulighed for at få statsligt tilskud til det.

Energistyrelsens varmepumpepulje er nemlig åben for årets ansøgninger og er dermed klar til at sende millioner af kroner ud til landets boligejere, så de kan investere i en grønnere varmekilde.

Inden du søger om at få del i pengene, skal du dog sikre dig, at du lever op til puljens krav, fortæller Sarah Videbæk Hundebøl, der er chefkonsulent hos Energistyrelsens Center for Energiadministration, som administrerer varmepumpepuljen.

- Det er en god idé at tage sig tid til at lave en kvalificeret ansøgning, så får man også meget hurtigere svar fra os, understreger hun.

Kun helårshuse kan få tilskud, og du skal være ejer af huset for at søge. Derudover skal huset opvarmes af oliefyr, gasfyr, elvarme eller biokedel - for eksempel et træpillefyr.

En anden vigtig regel er, at der ikke må være politisk vedtagne planer om at udrulle fjernvarme der, hvor du bor.

- Vi modtager desværre en del henvendelser fra folk, der gerne vil hurtigt i gang med at få en varmepumpe, men hvor kommunen endnu ikke har truffet en endelig beslutning om at droppe planerne om fjernvarme, og så kan man ikke søge om tilskud, fortæller Sarah Videbæk Hundebøl.

Varmepumpepuljen giver i øvrigt kun støtte til at investere i de mest energieffektive varmepumper. Det vil sige enten luft til vand-varmepumpe eller væske til vand-varmepumpe, som også kaldes jordvarme. Du kan dermed ikke få tilskud til at købe en luft til luft-varmepumpe.

Og det er ikke lige meget, hvilken løsning du vælger, fortæller Christina Schjervig, der er bygningskonstruktør og ekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Der er en forskel i økonomien. Et jordvarmeanlæg er noget dyrere end et luft til vand-anlæg, siger hun.

En anden faktor ved den udendørs del af luft til vand-anlægget er, at det larmer, og at der er regler for, hvor mange decibel det må nå op på.

- Du skal derfor især vurdere, hvor det skal placeres - både for din egen skyld og for din nabo, lyder rådet fra Christina Schjervig.

Når du har besluttet dig for, hvilken varmepumpe du er lun på, anbefaler Sarah Videbæk Hundebøl, at du kontakter en varmepumpeinstallatør, som kan vurdere, om dit projekt er realistisk, og hvad det vil koste.

Du må dog ikke acceptere et tilbud fra håndværkeren, før du har fået tilsagn om tilskud. Gør du det, er du udelukket fra at få støtte.

Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at du ikke må søge om flere tilskud til projektet fra andre statslige puljer som for eksempel det grønne håndværkerfradrag.

- Deler du varmekilde med andre i for eksempel en andelsforening, er det også kun muligt at få ét tilskud fra puljen til at konvertere til varmepumpe, siger Sarah Videbæk Hundebøl.

Varmepumpepuljen åbnede for ansøgninger 25. februar og uddeles efter først til mølle-princippet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek