Nykøbing Falster, 05/04/2026 - 09:54
Ny anholdelse i sag om overfald i sydsjællansk landsby
Nu er en fjerde person anholdt og sigtet i sag fra landsbyen Viemose nær Kalvehave, siger politiet.
Af: /ritzau/
I en sag om et groft overfald nær Kalvehave på Sydsjælland har politiet foretaget endnu en anholdelse.
En mand på cirka 60 år blev anholdt lørdag aften, og søndag vil han blive stillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling.
Det oplyser vagtchefen ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
Efterforskningen skyldes en hændelse i en villa i landsbyen Viemose ved Kalvehave onsdag eftermiddag.
Her blev en kvinde og en mand angiveligt frihedsberøvet i fire timer.
Undervejs blev manden slået i hovedet med et baseballbat, fremgik det af den sigtelse, som en anklager fremlagde, da tre andre anholdte torsdag blev fremstillet for en dommer.
Desuden fik manden knivstik og et øksehug i sit ene ben.
De tre først anholdte er en kvinde på 63 år samt to mænd på henholdsvis 54 og 35 år.
/ritzau/




