Washington D.C., 02/02/2026 - 22:39
Trump opfordrer Repræsentanternes Hus til at afslutte nedlukning
Dele af det føderale statsapparat er under nedlukning. Trump vil have politikere til at godkende budgetaftale.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, opfordrer medlemmerne af Repræsentanternes Hus til at godkende et forslag til en budgetaftale og afslutte den igangværende nedlukning af det føderale statsapparat i USA.
Det skriver Trump mandag i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.
- Jeg håber, at alle republikanere og demokrater vil bakke op om det her lovforslag og sende den til mit skrivebord uden forsinkelse, skriver præsidenten.
Budgetaftalen blev fredag godkendt i Senatet, men mangler fortsat at få grønt lys i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus.
Først når forslaget er vedtaget i begge kamre, kan Donald Trump sætte det endelige pennestrøg på budgetaftalen og statsapparatet kan genåbnes.
/ritzau/




