Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Caracas, 09/02/2026 - 05:46

Venezuelansk oppositionspolitiker meldes kidnappet i Caracas

Ifølge oppositionsleder Machado blev Juan Pablo Guanipa kidnappet i Venezuelas hovedstad af bevæbnede mænd.

Af: /ritzau/

Den venezuelanske oppositionspolitiker Juan Pablo Guanipa er blevet kidnappet i Venezuelas hovedstad, Caracas.

Det siger oppositionsleder Maria Corina Machado i et opslag på det sociale medie X.

Her lyder det, at tungt bevæbnede mænd iført civilt tøj stod bag. De kom ifølge Machado kørende i fire køretøjer og førte Juan Pablo Guanipa bort med magt.

Kidnapningen fandt ifølge oppositionslederen sted i området Los Chorros.

- Vi kræver hans øjeblikkelige løsladelse, skriver hun.

Der er ikke umiddelbart andre end oppositionslederen, som har meldt om kidnapningen.

Søndag meddelte Juan Pablo Guanipas familie i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han var blevet løsladt efter mere end otte måneder i et fængsel.

Han blev anholdt i maj sidste år, fordi han ifølge Venezuelas indenrigsminister angiveligt havde stået i spidsen for et "terrornetværk".

Guanipa har tidligere siddet i parlamentet og er en tæt samarbejdspartner med Maria Corina Machado, der sidste år modtog Nobels fredspris.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek