Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Vojens, 14/01/2020 - 09:25

Sønderjyske ydmyger Rungsteds mestre på isen

Sønderjyske vandt med tenniscifre over Rungsted i Metal Ligaen. Herning fortsatte sejrsstime i Esbjerg.

Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Danmarksmestrene fra Rungsted Seier Capital blev sat godt og grundigt på plads i tirsdagens udekamp mod Sønderjyske i Metal Ligaen.

På egen is i Vojens var Sønderjyske overlegne og vandt med 6-2.

Sønderjyderne var foran med 6-0 efter kampens første to perioder, før hjemmeholdet tillod gæsterne at pynte på resultatet i begyndelsen af tredje periode.

Som følge af sejren tager Sønderjyske også et spring forbi Rungsted i tabellen. Sønderjyderne er nu nummer fire, mens Rungsted er nummer seks, og mestrene står endda noteret for at have spillet to kamp mere.

I Esbjerg var der heller ikke meget spænding om resultatet.

De formstærke gæster Herning Blue Fox vandt overlegent med 5-1 efter at have vundet alle kampens tre perioder. Med den femte sejr i træk springer Herning forbi Esbjerg i tabellen, hvor de to klubber ligger nummer tre og fem.

Rækkens nummer to, Frederikshavn White Hawks, fik intet ud af den lange tur til Herlev. Nordjyderne måtte rejse hjem med et 2-3-nederlag i bagagen og har nu tabt tre kampe i træk.

I Rødovre var der spænding til det sidste, men seks sekunder før tid blev kampen endegyldigt afgjort, da Odense Bulldogs-spilleren Lukas Lundvald gjorde det til 3-1.

Bundholdet har dermed vundet tre kampe i træk, efter at sæsonens første 31 kampe kun udløste beskedne fire sejre.

/ritzau/

Nyhedsarkiv