Athen, 30/04/2026 - 09:47
Israel stopper Gaza-flotille nær Kreta og anholder 175 aktivister
Israelske flådefartøjer har standset 20 skibe, der var på vej mod Gaza, meddeler Israels udenrigsministerium.
Josep Lago/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israelske styrker har pågrebet omkring 175 aktivister om bord på 20 forskellige skibe, der sejlede i Middelhavet med kurs mod Gaza.
Det skriver Israels udenrigsministerium torsdag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Cirka 175 aktivister fra mere end 20 både er nu i ro og mag på vej til Israel, lyder det fra ministeriet.
Natten til torsdag oplyste Global Sumud Flotilla, som har sendt over 50 skibe mod Gaza med nødhjælp, at flotillen var blevet stoppet af Israel.
- Israelske militærbåde har ulovligt omringet flotillen i internationalt farvand og truet med bortførelse og vold.
- Kommunikationen med 11 fartøjer er blevet afbrudt, og israelske medier hævder, at syv både er blevet stoppet, skrev Global Sumud Flotilla på det sociale medie X.
Flotillen befinder sig ud for Grækenlands kyst nær øen Kreta. Det viser livedata fra arrangørernes hjemmeside.
En flotille er en gruppe af typisk mindre skibe, der sejler samlet.
Skibene har i de seneste uger sejlet fra Marseille i Frankrig, Barcelona i Spanien og Siracusa i Italien, skriver AFP.
Global Sumud Flotillas formål er at bryde det, den kalder belejringen af Gazastriben, og levere mad og anden nødhjælp til området.
Blokaden af Gazastriben er en land-, luft- og søblokade, der midlertidigt blev indledt af Israel og Egypten i 2005-2006 og indført permanent i 2007, da den militante Hamas-bevægelse tog magten i Gazastriben.
Blokaden har betydet, at der har været strenge restriktioner for den frie bevægelighed af mennesker og gods ind og ud af Gazastriben med argumentet om, at Israel ville sikre, at der ikke kom våben ind i landet.
En række organisationer mener dog, at blokaden er en afstraffelse af den palæstinensiske befolkning.
Den seneste krig mellem Israel og Hamas begyndte i oktober 2023, da Hamas udførte et storstilet angreb på Israel, slog omkring 1200 mennesker ihjel og tog et større antal gidsler.
Hamas' angreb på Israel udløste en større israelsk offensiv i Gazastriben. Krigen vurderes at have kostet over 70.000 palæstinensere livet og lagt det palæstinensiske selvstyreområde i ruiner.
På trods af en våbenhvile, som Hamas og Israel indgik i oktober, er Gaza fortsat præget af angreb. Både Israels hær og Hamas har beskyldt modparten for at bryde våbenhvilen.
I slutningen af 2025 blev en flotille på omkring 50 både bordet af den israelske flåde. Flere politiske personer og aktivister - såsom den svenske aktivist Greta Thunberg - var en del af flotillen.
Besætningsmedlemmerne på skibene blev anholdt og udvist af Israel.
/ritzau/




