København, 18/08/2025 - 16:55
Novo Nordisk sænker priserne på Wegovy og Ozempic i USA
Novo Nordisk sænker priserne på de to vægttabsmidler Ozempic og Wegovy i USA for kunder, som selv betaler.
Hollie Adams/Reuters
Af: /ritzau/
Novo Nordisk halverer priserne på Wegovy og Ozempic i USA for de patienter, der ikke får omkostningen dækket af deres sundhedsforsikring.
Det oplyser Novo Nordisk i en pressemeddelelse.
Listeprisen for de to lægemidler vil fremover være 499 dollar om måneden, svarende til cirka 3200 danske kroner.
Allerede i marts sænkede Novo prisen på Wegovy i USA til 499 dollar gennem NovoCare, så amerikanere kunne købe vægttabsmidlet direkte fra virksomheden.
Nu udvides tilbuddet så gennem et samarbejde med den amerikanske sundhedsvirksomhed GoodRx, så det vil være tilgængeligt hos over 70.000 apoteker i USA.
Det samme gælder for Ozempic, der også vil blive solgt til den nye pris gennem GoodRx.
Prisnedsætningen på Ozempic skal blandt andet komme brugen af kopimedicin til livs, lyder det fra Novo Nordisk.
- Selv om Ozempic er godt dækket i USA, skal vi ikke glemme, at der er nogle patienter, der betaler af egen lomme for denne vigtige medicin. Vi mener, at hvis bare én enkelt patient føler behov for at ty til potentielt usikre og ikke-godkendte kopialternativer, er det én for meget, siger Dave Moore, der er landechef i USA for Novo Nordisk.
Ozempic kom på markedet i 2018. Midlet er udviklet og godkendt til behandling af type 2-diabetes, men bruges også som vægttabsmedicin.
Wegovy er en udløber af Ozempic og er godkendt til behandling af overvægt.
Novo Nordisk solgte Wegovy for 36,9 milliarder kroner i USA i første halvdel af 2025.
Ifølge Novo betaler 80 procent af de amerikanere, der har en sundhedsforsikring, som omfatter brug af Wegovy, mindre end 25 dollar per dosis.
Den danske medicinalgigant har tidligere været genstand for kritik fra USA's præsident Donald Trump, der har krævet, at man sænkede priserne på virksomhedens lægemidler.
Den amerikanske senator Bernie Sanders har ligeledes gennem flere år ført kampagne for at få Novo Nordisk til at sænke priserne.
/ritzau/