Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Malmø, 28/01/2026 - 11:00

Ramte svenskere håber på held - men regner med EM-exit

Landstræner Michael Apelgren forklarer faretruende EM-exit med utilstrækkelige forsvarspræstationer.

Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Sveriges håndboldherrer tvivler på avancement til EM-semifinalen inden de afsluttende kampe i mellemrunden onsdag aften.

Efter svenskerne tirsdag skuffede ved at spille uafgjort mod allerede eliminerede Ungarn, er EM-skæbnen ude af egne hænder, og stemningen er i kulkælderen.

Det siger landsholdsspilleren Felix Claar, der har en fortid i Aalborg Håndbold.

- Vi har brug for en helvedes held.

- Følelsen er, at vi skal pakke vores tasker sammen og tage hjem. Vi var ikke gode nok mod Ungarn, og derfor fortjener vi heller ikke at gå langt i den her turnering, siger Claar ifølge TT.

Onsdag aften klokken 20.30 skal Sverige møde bundproppen Schweiz i den sidste kamp i mellemrunden. I værste fald risikerer svenskerne, at opgøret i en fyldt hal i Malmø er uden betydning i semifinalejagten.

Inden da har Island og Kroatien, der begge ligger over Sverige, været i aktion. Island kan sikre en semifinalebillet ved at slå Slovenien, mens Kroatien kan booke avancement med en sejr over Ungarn.

Sveriges slutrundeproblemer har bestået i, at holdet indkasserer alt for mange mål.

De 29 indkasserede mål mod upåagtede Georgien er det laveste antal, svenskerne har indkasseret. I holdets fem andre EM-kampe er de svenske keepere blevet passeret mindst 31 gange til landstræner Michael Apelgrens fortrydelse.

- Vi lukker over 30 mål ind i hver eneste kamp, og det er alt for meget.

- Vi har valgt at prioritere forsvaret højt, og det har sat et aftryk på vores opstilling. Vi har valgt at stille med de stærkeste forsvarsspillere, men vi har alligevel indkasseret alt for mange mål, siger landstræneren.

Forgængeren Glenn Solberg førte Sverige til tre mesterskabsmedaljer i perioden 2021-2024. Det er en kontrast til Michael Apelgren, hvis mandskab har brug for hjælp, hvis det ikke skal blive til en svensk fiasko for anden slutrunde i træk.

- Jeg har vel haft det bedre, erkender Apelgren, før et faretruende exit måske bliver virkelighed.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek