København, 10/08/2025 - 13:24
Meteorsværm og planetparade rammer Danmark på samme tid
Meteorsværmen Perseiderne topper natten til 13. august, hvor fire planeter også kan ses med det blotte øje.
Stan Honda/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I de kommende dage venter der flere særlige syn på nattehimlen over os.
På samme tid vil en række planeter stå mere eller mindre på linje i en form for planetparade.
Det sker samtidig med, at Jorden passerer igennem meteorsværmen Perseiderne, hvor massevis af stjerneskud vil kunne spottes.
Det siger Peter Laursen, der er astrofysiker og videnskabsformidler ved Cosmic Dawn Center på Niels Bohr Institutet.
- Det hele peaker særligt natten mellem tirsdag og onsdag. Nogle steder vil man kunne se 100 stjerneskud i timen, siger Peter Laursen.
De to fænomener er allerede i gang, men rammer altså sit højeste niveau i de mørke timer mellem 12. og 13. august.
Samtidig med meteorsværmen står både Merkur, Venus, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun tæt på hinanden.
Det sammenfald er "meget sjældent", forklarer astrofysikeren.
Merkur, Venus, Jupiter og Saturn vil man sågar kunne spotte med det blotte øje på nattehimlen.
- Planeter ligner bare en lysprik. Stjerner tindrer en smule, men det gør planeter ikke på samme måde, siger Peter Laursen.
- Saturn kommer til at stå lige ved siden af Månen. Med en stjernekikkert vil man reelt kunne se Saturns karakteristiske ringe, lyder det.
De gode muligheder for at spotte planeterne med det blotte øje er de samme i hele landet. Man skal dog stå op, før solen gør det, lyder beskeden.
Hvad angår stjerneskud, er der mindre forskel på geografien.
- Jo mere nordpå man er, desto flere stjerneskud ser man. Der bliver flere stjerneskud at se i Skagen end på Lolland, siger Peter Laursen.
For at se flest mulige stjerneskud skal man helst væk fra de større byer, så lyset fra byen ikke forstyrrer for meget, forklarer han.
Jorden passerer hver sommer meteorsværmen Perseiderne, der hvert år topper omkring den 12. august.
Når meteorsværmen rammer sit højdepunkt, kommer der mellem 50 og 100 stjerneskud i timen.
/ritzau/