Washington D.C., 03/02/2026 - 01:05
Clinton-parret vil vidne i undersøgelse af Epstein-sagen
Tidligere præsidentpar har tidligere afvist at vidne i undersøgelse af Epstein. De har nu skiftet mening.
Af: /ritzau/
Bill og Hillary Clinton har indvilliget i at komme med vidneudsagn i Repræsentanternes Hus' undersøgelse af Epstein-sagen.
Det skriver vicestabschef for ekspræsident Clinton Angel Urena natten til tirsdag i et opslag på X.
Den tidligere amerikanske præsident og den tidligere udenrigsminister modtog i august en indkaldelse om at vidne for en tilsynskomité i Repræsentanternes Hus om den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein.
I januar skrev avisen New York Times, at Clinton-parret, ifølge et brev sendt til det republikanske kongresmedlem James Comer, havde afvist at vidne i undersøgelsen.
Comer er formand for det tilsynsudvalg, der er i gang med at foretage en undersøgelse af Epstein-sagen.
/ritzau/




