København, 27/06/2025 - 09:02
Minister får hård kritik af eget udvalg for manglende orientering
Udvalg føler sig ikke informeret rettidigt om ekspertanbefalinger og langer ud efter Thomas Danielsen (V).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Transportminister Thomas Danielsen (V) får i et brev kraftig kritik af Transportudvalget med Rasmus Horn Langhoff (S) i spidsen for forløbet omkring et ekspertudvalgs anbefalinger til den kollektive transport.
Anbefalingerne blev præsenteret torsdag, men ifølge Langhoff var udvalget ikke blevet orienteret om indholdet af så "stor og vigtig en sag forud for offentliggørelsen på pressemødet".
Invitationen kom ifølge ham og udvalget desuden med for kort varsel.
I brevet bliver det kaldt urimeligt og problematisk.
- Det bør ikke komme som en overraskelse for ministeriet, at en sag som denne naturligvis er relevant for Transportudvalgets medlemmer, og jeg finder det meget beklageligt, at udvalget ikke er blevet inddraget rettidigt og fået indsigt i indholdet af den sidste delrapport og ekspertgruppens anbefalinger, lyder kritikpunkterne i brevet.
Rasmus Horn Langhoff skriver desuden, at han har et "klart ønske og forventning" om, at sådan en situation ikke gentager sig i fremtiden.
Her skal udvalget "orienteres rettidigt med mulighed for fortrolig orientering inden offentliggørelse", skriver Langhoff i brevet.
Anbefalingerne handler blandt andet om at gøre den kollektive transport i landdistrikterne mere attraktiv og bæredygtig. Eksempelvis via bus på bestilling og flere delecykler og løbehjul.
Men da ordførerne i Transportudvalget ikke havde kunnet forberede sig ordentligt, endte det i en urimelig situation for ordførerne i Transportudvalget.
- Det er urimeligt, at de af udvalgets medlemmer, der trods den korte varsel har haft mulighed for at deltage, skal kunne besvare spørgsmål fra pressen og forholde sig til centrale dele af indholdet, som de først bliver gjort bekendt med under selve pressemødet.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Thomas Danielsen til kritikken. Rasmus Horn Langhoff ønsker ikke at uddybe kritikken yderligere.
/ritzau/