København, 17/02/2026 - 09:33
Dansk mand skal forblive bag tremmer i Mexico
Mand blev anholdt søndag i Mexico i forrige uge - mistænkt for forsøg på at udsætte en pige for krænkelse.
Af: /ritzau/
Fængslingen af en dansk mand, der mistænkes for forsøg på seksuelt overgreb på en pige i Mexico, opretholdes.
Det har en dommer i Mexico besluttet tidligt tirsdag morgen dansk tid, skriver Ekstra Bladet.
Hvor længe manden skal sidde varetægtsfængslet, fremgår ikke.
Ekstra Bladet skriver dog, at han kan ende med at sidde fængslet i helt op til to år, mens sagen efterforskes af politiet.
Fredag kunne mediet beskrive, at manden var blevet anholdt på et hotel i en ferieby på den mexicanske østkyst ugen forinden.
Det bekræftede Udenrigsministeriet over for Ekstra Bladet.
Danskeren er sigtet for forsøg på seksuelt overgreb.
Ifølge både B.T. og Ekstra Bladet har mexicanske medier skrevet, at manden er anklaget for at have forsøgt at bortføre en pige og forsøgt at udsætte hende for en seksuel krænkelse.
Der står dog ikke umiddelbart noget om bortførelse i sigtelsen, lyder det nu fra Ekstra Bladet.
Flere mexicanske medier skriver, at der skal være tale om en syvårig pige.
Mediet La Silla Rota har beskrevet, at hændelsen fandt sted søndag i forrige uge i byen Veracruz i Mexico.
Ifølge mediet er pigen datter af lokale forretningsdrivende på promenaden i byen.
Efter at pigen fortalte om den danske mand, søgte danskeren ifølge La Silla Rota tilflugt på et hotel i Veracruz.
Andre mexicanske medier har dog skrevet, at det var pigens bror eller de andre lokale, som fortalte om den danske mand.
Det mexicanske medie Notiver skrev, at flere lokale angiveligt forsøgte at komme ind på hotellet for at få fat i manden.
Udenrigsministeriet har oplyst til Ekstra Bladet, at man yder konsulær bistand i sagen.
Ellers har ministeriet ikke yderligere kommentarer, lyder det ifølge mediet.
/ritzau/




