Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/05/2023 - 08:00

Anders Lund Madsen: Jeg er ikke særlig god til mennesker

I sociale interaktioner kan det stå helt stille inde i hovedet på den kendte journalist Anders Lund Madsen, der kan finde på at søge tilflugt på badeværelset.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Når journalist Anders Lund Madsen skal agere i sociale situationer, kan det meget vel være, at han ender ude på toilettet.

Og det er ikke nødvendigvis, fordi han har en overaktiv blære eller godt kan lide at stadse sig ud i spejlet.

I stedet er han ikke særlig god til det med andre mennesker, fortæller den 59-årige journalist og tv- og radiovært.

- Egentlig er det dumt at blive journalist, når man har sociale udfordringer, lyder det fra Anders Lund Madsen.

- Men faget gjorde også, at jeg pludselig havde en grund til at tale med folk, fordi jeg skulle interviewe dem. Og det er jeg langt bedre til end bare at konversere, siger han.

Før Anders Lund Madsen kom ind på journalisthøjskolen, og før man kunne høre hans stemme i radioen og se hans ansigt på tv'et, var mange af ungdommens aftentimer brugt alene.

- Jeg var meget isoleret, vil jeg sige. Jeg havde virkelig en stille ungdom, hvor jeg sad meget hjemme hos mig selv, fortæller Anders Lund Madsen.

Og det blev ikke bedre, da han blev optaget på journalisthøjskolen.

Her havde han store problemer med at ringe til kilder, som mange journalister gør dagligt.

- Det gik ad helvede til. Men ved Gud i himlen kom jeg i praktik på Ekstra Bladet, hvor det jo virkelig handler om at ringe til folk, der ofte ikke kan lide, at du ringer til dem, siger Anders Lund Madsen.

- Det var terapi, for jeg var tvunget til at gøre dét, som jeg var meget bange for. Og så opdagede jeg, at man ikke dør af at blive skældt ud af Uffe Ellemann-Jensen, siger Anders Lund Madsen om Venstre-veteranen.

Selv om Anders Lund Madsen lærte lidt om at tale med folk, så kan usikkerheden i sociale situationer stadig krybe ind under huden på den garvede journalist den dag i dag.

- Det kan stå helt stille inde i hovedet på mig, og så kan jeg finde på at sætte mig ud på toilettet og håbe på, at det forsvinder, fortæller han.

Derfor mener Anders Lund Madsen da også, at det heller ikke var særlig begavet af ham at sige ja til Viaplays nye rejseprogram "The Journey". Her drager seks kendte danskere til Nepal, hvor de blandt andet vandrer i bjerge.

Med på turen foruden Anders Lund Madsen er fodboldikon Stig Tøfting, tidligere Vild med dans-vært Christiane Schaumburg-Müller Åxman og skuespillerne Josephine Chavarria Højbjerg, Dulfi Al-Jabouri og Søs Egelind.

Inden Anders Lund Madsen overhovedet var landet i Nepals hovedstad, Kathmandu, havde han gjort sig katastrofetanker om turen.

Både om, at han skulle være sammen med en gruppe mennesker, han ikke kendte så godt, og som han ikke selv havde valgt.

- For mig at se var det at stige ud i Kathmandus lufthavn og se kaos udfolde sig for mine øjne et mareridt i vågen tilstand. Her havde jeg aldrig troet, jeg ville rejse hen frivilligt, fortæller han.

Selv kan Anders Lund Madsen godt lide at rejse til destinationer, som er forudsigelige, rolige og trygge.

- Jeg har lige været i Island, hvor der er meget ordentligt, tjek på tingene, og jeg kunne køre rundt i min egen bil, fordi jeg tog færgen. For mig er Nepal det helt modsatte.

Men hurtigt skulle Anders Lund Madsen opdage, at hans bekymringer var spildte.

- Jeg troede, det var sådan et sted, hvor folk råbte ad hinanden, og der nærmest ikke var nogen regler. Men det er det modsatte. Og det var så fantastisk at se, fortæller han.

- Der blev givet plads til alle, og den indstilling forplantede sig på mystisk vis også i os, der var der.

Ifølge Anders Lund Madsen begyndte han også at slappe mere og mere af i sine rejsekammeraters selskab.

- Næsten alle ture, jeg har været på, har først været fede bagefter, siger han.

- Men for første gang prøvede jeg at være et sted, hvor jeg faktisk synes, det var et rart og godt sted, og jeg havde ikke travlt med at komme videre.

Spørger man Anders Lund Madsen, sagde han ikke ja til Nepal-turen for at udfordre sig selv. Det ville være meget forkert at sige, mener han.

- Jeg ville rigtig gerne have, at det var sådan, at det forholdt sig, men jeg er bidt af, at hvis noget lyder dumt, så er det også utrolig interessant at gøre.

- Min erfaring er, nu hvor jeg efterhånden har prøvet mange mærkelige ting, at det næsten altid er sjovt, interessant og spændende et eller andet sted.

Serien "The Journey – 15 dage i Nepal" har premiere mandag 8. maj på Viaplay.

Fakta: Anders Lund Madsens mange programmer

* Anders Lund Madsen har lavet en del tv og radio i sin karriere.

* I radioen medvirkede han blandt andet i "De sorte spejdere" med Anders Breinholt på P3 og "Fedeabes Fyraften" på den hedengangne Radio24syv.

* På tv-skærmen var han vært for "Det nye talkshow - med Anders Lund Madsen" fra 2008-2010.

* Desuden har han også lavet "Zirkus Nemo" med Søren Østergaard.

/ritzau/

København, 17/12/2025 - 12:54

Den falske markis Marcel de Sade er død - 91 år

Peer Pedersen/Ritzau Scanpix

Marcel de Sade blev op gennem 1950'erne kendt for sine ekstravagante fester og sin flamboyante tøjstil.

Marcel de Sade, i folkemunde sommetider kendt som "Den falske markis", er død - 91 år gammel.

Det skriver B.T. og henviser til et opslag på Facebook fra Lars Henriksen, som har skrevet en bog om ham, og som privat var venner med ham.

Lars Henriksen bekræfter dødsfaldet over for Ritzau.

Han tilføjer, at familien har bedt ham om at være i kontakt med pressen.

I sit opslag på Facebook skriver Lars Henriksen, at Marcel de Sade optrådte som en realitypersonlighed, lang tid før realitygenren opstod.

- Marcel var for flertallet synonym med "Marquisen". Societyløven, celebrityen og dekadencens mester, som optrådte som realityperson, før begrebet var opfundet. Han var kendt for at være og være til. Gøre og gøre sig til, skriver han.

Marcel de Sade blev født som Jørgen Vase Schmidt, men det var under hans selvvalgte navn, at han blev en kendis.

Op igennem 50'erne og 60'erne blev han kendt i København for sine ekstravagante fester og sin iøjnefaldende tøjstil.

På et tidspunkt kom det frem, at den dyre livsstil var finansieret af svindel. I 1963 blev han idømt fængsel i fire år og seks måneder, og det var i den forbindelse, at han i folkemunde fik navnet "Den falske markis".

I retten kom det frem, at han havde taget af kassen i det oliefirma, hvor han var ansat som bogholder.

Titlen som markis havde han købt sig til, og han fastholdt sin ret til at bruge den, skrev Kristeligt Dagblad i 2013 i forbindelse med et interview med ham.

Her inviterede Marcel de Sade journalisten ind i sin herskabslejlighed på Frederiksberg.

Under interviewet fortalte "markisen", at han havde tre rejsekufferter fyldt med tørklæder.

- Jeg kan aldrig have det samme tørklæde på to dage i træk, lød det fra ham.

Selvsamme lejlighed kom til at spille en vigtig rolle i en meget omtalt boligsag, hvor Simon Aggesen, på det tidspunkt konservativ borgmester på Frederiksberg, tjente over 11 millioner kroner.

Han havde nogle år forinden købt lejligheden, hvorefter han delte den op i to og solgte begge lejligheder med en skattefri fortjeneste.

Han var skør på en forrygende måde, skriver Lars Henriksen, som i 2018 skrev bogen "Verden vil betages" om ham.

Men han var også loyal, generøs og en nærværende ven, lyder det.

- Når man var i Marcels selskab, var man i centrum. Som vært lyttede han og var opmærksom på at få alle med i selskabet.

- Det var aldrig selskabsløverne, som havde hans bevågenhed, men øjnede han en, som befandt sig lidt i udkanten af selskabet, kunne man være sikker på, at hans yderste bestræbelser gik på at få netop denne person til at føle sig helt særlig, skriver Lars Henriksen.

Den adelige titel markis stammer fra Frankrig og har en rang mellem greve og hertug. Titlen bruges ikke i Danmark, og Marcel de Sade er derfor blevet omtalt som den eneste markis i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 10:36

Den falske markis Marcel de Sade er død - 91 år

Peer Pedersen/Ritzau Scanpix

Marcel de Sade blev op gennem 1950'erne kendt for sine ekstravagante fester og sin flamboyante tøjstil.

Marcel de Sade, i folkemunde sommetider kendt som "Den falske markis", er død - 91 år gammel.

Det skriver B.T. og henviser til et opslag på Facebook fra Lars Henriksen, som har skrevet en bog om ham, og som privat var venner med ham.

Lars Henriksen bekræfter dødsfaldet over for Ritzau.

Han tilføjer, at familien har bedt ham om at være i kontakt med pressen.

I sit opslag på Facebook skriver Lars Henriksen, at Marcel de Sade optrådte som en realitypersonlighed, lang tid før realitygenren opstod.

- Marcel var for flertallet synonym med "Marquisen". Societyløven, celebrityen og dekadencens mester, som optrådte som realityperson, før begrebet var opfundet. Han var kendt for at være og være til. Gøre og gøre sig til, skriver han.

Marcel de Sade blev født som Jørgen Vase Schmidt, men det var under hans selvvalgte navn, at han blev en kendis.

Op igennem 50'erne og 60'erne blev han kendt i København for sine ekstravagante fester og sin iøjnefaldende tøjstil.

På et tidspunkt kom det så frem, at den dyre livsstil var finansieret af svindel. I 1963 blev han idømt fængsel i fire år og seks måneder, og det var i den forbindelse, at han i folkemunde fik navnet "Den falske markis".

I retten kom det frem, at han havde taget af kassen i det oliefirma, hvor han var ansat som bogholder.

Titlen som markis havde han købt sig til, og han fastholdt sin ret til at bruge den, skrev Kristeligt Dagblad i 2013 i forbindelse med et interview med ham.

Her inviterede Marcel de Sade journalisten ind i sin knap 600 kvadratmeter store lejlighed på Frederiksberg.

Her fortalte han, at han havde tre rejsekufferter fyldt med tørklæder.

- Jeg kan aldrig have det samme tørklæde på to dage i træk, lød det fra ham.

Han var skør på en forrygende måde, skriver Lars Henriksen, som i 2018 skrev bogen "Verden vil betages" om ham.

Men han var også loyal, generøs og en nærværende ven, lyder det.

- Når man var i Marcels selskab, var man i centrum. Som vært lyttede han og var opmærksom på at få alle med i selskabet.

- Det var aldrig selskabsløverne, som havde hans bevågenhed, men øjnede han en, som befandt sig lidt i udkanten af selskabet, kunne man være sikker på, at hans yderste bestræbelser gik på at få netop denne person til at føle sig helt særlig, skriver Lars Henriksen.

Den adelige titel markis stammer fra Frankrig og har en rang mellem greve og hertug. Titlen bruges ikke i Danmark, og Marcel de Sade er derfor blevet omtalt som den eneste markis i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 08:00

FAKTA: Fast og variabel elpris

* Når du skal vælge elaftale, kan du normalt vælge mellem en fast eller variabel pris. 

* Variabel følger markedets aktuelle priser, som kan variere fra time til time. Når prisen varierer, kan du prøve at bruge strøm, når prisen er lavest. 

* Er elprisen fast, betaler du den samme pris per kilowatt-time i en aftalt periode. Det kan give dig et overblik over dine udgifter, men du risikerer også at betale mere, når elprisen falder.

* Strømmen er typisk billigst, når der også produceres vind- og solenergi, mens den er dyrest, når vi alle bruger strøm på samme tid.

Kilde: sparenergi.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 08:00

Pas på strømforbruget og skån naboerne for juleblackout

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Det er ikke kun din pengepung, der kan nyde godt af, at du skruer ned for elforbruget i juletiden. Også dine naboer kan takke dig for at skåne elnettet.

Hvis du retter blikket mod elprisen, vil du opleve, at den svinger op og ned.

Med lidt planlægning kan du udnytte de svingende priser til at sikre dig, at elregningen ikke stikker af over julen.

Det kræver dog, at du har en elaftale med variabel pris.

- Elpriserne er fastsat på en børs nærmest ligesom aktier, fortæller Per Reinholdt, der er teknisk konsulent i erhvervsorganisationen Tekniq.

- Dem, der sidder og handler hver dag, kigger på, hvor meget sol og vind vejrudsigten lover, og hvor meget strøm der historisk bliver brugt i den periode, siger han.

Elpriserne per kilowatt-time steg sidste år fra 23. december og toppede 28. december.

Det viser en opgørelse fra Tekniq baseret på data fra elbørsen Nord Pool, hvor der handles strøm i Norden.

Hvis du vil undgå, at elregningen løber løbsk, handler det om at skrue ned for de største strømslugere, når elprisen tager et hop op.

- Sørg for at lade bilen op omkring 18. eller 19. december, og lad den ellers på andre tidspunkter, end når man står og laver mad, siger Per Reinholdt.

Bugner vasketøjskurven med beskidte flyverdragter og snavsede sokker, kan du også med fordel vaske dem, inden de store juledage står for døren.

For giver du tøjet en varm tur i tumbleren anden juledag, kan det blive en dyr fornøjelse.

Tørretumbleren er ifølge dataportalen Energi Data Service et af de husholdningsapparater, der typisk bruger mest strøm per time.

Også elradiatoren, ovnen og opvaskemaskinen ligger i top.

Når du mindsker forbruget i de perioder, elnettet er mest belastet, kan du ikke alene spare nogle kroner og øre i den i forvejen bekostelige tid.

Det danske elnet er meget robust, pointerer Per Reinholdt. Men med lidt omtanke kan du også minimere risikoen for, at du og dine naboer står uden strøm på nogle af årets mest traditionsrige dage.

- I virkeligheden handler det om at sørge for, at der er strøm nok til alle - også til jul, siger han.

Vælger hele villakvarteret at lade elbilen, holde stuen lun med en varmepumpe og give juledugen en tur i vaskemaskinen på samme tid, kan det måske ende med, at nogle husstande mister strømmen.

- Hvis en transformator ikke kan følge med, så laver man det, der kaldes en brownout - altså man slukker simpelthen midlertidigt for strømmen i et område, siger Per Reinholdt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek