Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Calgary, 22/05/2026 - 04:37

Vælgere i olierig canadisk provins skal stemme om løsrivelse

Ved en vejledende afstemning skal vælgere tage stilling til, om Alberta skal forblive en del af Canada.

Af: /ritzau/

Vælgere i Canadas olierige provins Alberta skal ved en vejledende folkeafstemning i oktober tage stilling til, hvorvidt provinsen skal forblive en del af Canada eller ej.

Det oplyser provinsens premierminister Danielle Smith torsdag aften lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hvis et flertal af vælgerne stemmer for løsrivelse, vil det ikke betyde, at Alberta automatisk forlader Canada, understreger Smith.

I stedet vil regeringen i Alberta skulle indlede en juridisk proces, der er forfatningsmæssigt påkrævet, for at kunne afholde en bindende folkeafstemning om uafhængighed på et senere tidspunkt.

- Det er på tide at holde en afstemning, forstå albertanernes vilje i denne sag og komme videre, siger Smith i en tv-transmitteret tale.

Meldingen om folkeafstemningen kommer ifølge BBC, efter at et borgerforslag om Albertas løsrivelse i begyndelsen af året fik mere end 300.000 underskrifter.

Ved en anden afstemning har 400.000 personer skrevet under på, at de ønsker, at Alberta skal forblive en del af Canada.

Selv om afstemningen i første omgang er af symbolsk karakter, kan den dog stadig vise sig at blive en hovedpine for Canadas premierminister, Mark Carney, skriver Reuters.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek