København, 19/05/2025 - 07:19
Thunder knuser Denver og stormer i NBA-semifinale
I den syvende og afgørende kamp viste Thunder klassen mod Denver og strøg videre til NBA-semifinalen.
Joshua Gateley/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den canadiske stjerne Shai Gilgeous-Alexander blev noteret for 35 point, da Oklahoma City Thunder søndag aften lokal tid knuste Denver Nuggets med 125-93 og bookede billet til Western Conference-finalen i NBA-slutspillet.
Efter en tæt og jævnbyrdig kvartfinaleserie mellem holdene viste Thunder sin klasse i den syvende og afgørende kamp og vandt serien 4-3.
Dermed er Thunder klar til finalen i Western Conference - svarende til semifinalen i slutspillet - hvor holdet møder Minnesota Timberwolves, der i kvartfinalen overbevisende sendte Golden State Warriors ud af slutspillet.
Denver kom godt fra start mod Thunder og førte på et tidspunkt med 11 point i første quarter.
Men kampen tog en brat drejning i andet quarter, hvor Thunder fik gang i offensiven, og så kunne Denver ikke længere følge med.
- Jeg er virkelig knust på spillernes vegne. De kæmpede hårdt for at komme hertil og havde en reel chance, siger Denver-træner David Adelman ifølge nyhedsbureauet AFP.
Thunders Shai Gilgeous-Alexander kalder Western Conference-finalen et nødvendigt skridt på vejen mod det "endelige mål".
- Nu har vi fire kampe mod et virkelig stærkt hold i form af Timberwolves. Det er der, fokus er nu, siger canadieren.
Første kamp i semifinaleserien mellem Thunder og Timberwolves finder sted natten til onsdag dansk tid. Vinderen af serien går videre til finalen i juni.
I Eastern Conference-finalen tørner New York Knicks sammen med Indiana Pacers. Deres semifinaleserie indledes natten til torsdag dansk tid.
Boston Celtics vandt sidste år titlen i den bedste nordamerikanske basketliga, da holdet slog Dallas Mavericks i finaleserien.
/ritzau/