København, 29/06/2025 - 09:43
Topnavn på Tinderbox var på scenen i 12 minutter
Den amerikanske rapper Latto gæstede Tinderbox lørdag, men det blev en kort affære. Nu forklarer festivalen.
Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den amerikanske rapper Latto var lørdag et af hovednavnene på den fynske musikfestival Tinderbox. Ifølge Fyens Stiftstidende takkede hun for æren med en sceneoptræden på 12 minutter.
Ifølge Tinderbox handlede den korte koncert om uforudsete udfordringer og overholdelse af resten af aftenens program.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
En dj og nogle dansere måtte holde scenen varm for den amerikanske rapper Latto, da hun lørdag gæstede Tinderbox.
Koncerten er efterfølgende, af Fyens Stiftstidende musikredaktør Simon Staun, blevet kaldt den største skandale i festivalens historie.
Overfor Fyens Stiftstidende har festivalens presseteam forklaret, at der var flere årsager til Lattos korte tide på scenen.
- Der opstod nogle uforudsete udfordringer i forbindelse med Lattos koncert, og vi har gjort, hvad der kunne gøres, for at få koncerten i gang til tiden. For at overholde resten af aftenens program, blev koncerten forkortet, skriver Tinderbox avisen.
Green Day skulle optræde på den anden hovedscene klokken 21.30, og derfor måtte Latto stoppe sin koncert efter de 12 minutters optræden.
Latto er også kendt som Queen of Da Souf. Hun slog igennem på hip-hop-scenen for ti år siden som 16-årig.
Den Grammy-nominerede rapper har udgivet hits som "Big Energy", "Wheelie" med rapperen 21 Savage og "Seven" i samarbejde med sangeren Jung Kook.
Det var Lattos første koncert på Tinderbox i Tusindårsskoven.
Rapperen optrådte på Roskilde Festival i 2023.
Dengang varede koncerten 45 minutter, og publikum fik altså en noget længere koncert end lørdagens gæster på Tinderbox.
/ritzau/