København, 21/04/2022 - 11:44
Sprøjteforbud vedtaget - men får først virkning fra 2024
Fremover bliver det forbudt at bruge for eksempel Roundup på eksempelvis fortove, indkørsler og terrasser.
Af: /ritzau/
Det bliver fremover forbudt at sprøjte med blandt andet glyfosat på en række offentlige og private arealer, hvor der er særlig risiko for grundvandet.
Et politisk flertal har torsdag i Folketinget vedtaget et sprøjteforbud, som blev aftalt sidste år.
Miljøminister Lea Wermelin (S) kalder det "et godt skridt på vejen til bedre beskyttelse af grundvandet".
- Nu forbyder vi svært nedbrydelige sprøjtemidler de steder, hvor der er en særlig risiko for, at det ender i vores grundvand. I Danmark har vi noget af det bedste drikkevand i verden, og det skal vores børn og børnebørn også have, siger hun i en pressemeddelelse.
Forbuddet omfatter de sværest nedbrydelige sprøjtemidler. Det gælder blandt andet midler med det aktive stof glyfosat, som er indeholdt i verdens mest udbredte sprøjtemiddel, Roundup.
Det bliver forbudt at sprøjte med midlerne på for eksempel stier, veje, grus, fortove, indkørsler, parkeringsarealer og terrasser.
Det er steder, hvor det øverste jordlag er gravet væk, og hvor der er en særlig risiko for, at sprøjtemidlerne kan sive ned i grundvandet.
Forbuddet træder i kraft 1. juli 2022.
Men det vil først blive forbudt at sælge de pågældende sprøjtemidler til de nævnte arealer fra 2023.
Og først fra 2024 vil det være forbudt at sprøjte på arealerne.
Det skyldes ifølge Miljøministeriet EU-regler for afvikling af sprøjtemidler.
Lovændringen er stemt igennem af et flertal bestående af regeringen, SF, De Radikale, Enhedslisten, Frie Grønne og Alternativet.
/ritzau/