Beirut, 15/08/2026 - 11:28
Syv meldes dræbt i israelsk angreb i Sydlibanon
Ifølge AFP er syv dræbte det højeste dødstal i et israelsk angreb i Libanon siden flere fredsaftaler i juni.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et israelsk angreb i det sydlige Libanon har ifølge et libanesisk statsmedie dræbt syv personer.
Det er ifølge AFP det højeste dødstal i et angreb siden juni, hvor USA og Iran underskrev en aftale om våbenhvile, der omfattede Libanon.
Libanons statslige nyhedsbureau NNA melder tidligt lørdag, at Israel har "eskaleret sine angreb i syden".
Ifølge NNA har et angreb fra "fjendtlige krigsfly" ramt en bolig i yderkanten af byen Ansar og dræbt syv og såret tre personer.
Redningsarbejdere arbejder ifølge meldingerne på at fjerne murbrokker og flytte døde og sårede til hospitalet.
NNA meddeler også, at israelske kampfly har udført en række angreb ved Ali al-Taher-højderyggen.
Israels militær har tidligere sagt, at folk fra Hizbollah gemte sig under jorden i området ved Ali al-Taher-højderyggen.
Det israelske militær (IDF) skriver lørdag på X, at det har ramt infrastruktur tilhørende Hizbollah i områder omkring Nabatieh og Ansar i det sydlige Libanon.
Det er ifølge IDF sket som et svar på en "handling" mod israelske soldater ved Ali al-Taher-højderyggen, som ligger i en såkaldt sikkerhedszone.
Israel har nægtet at trække sine soldater ud af den såkaldte sikkerhedszone i det sydlige Libanon.
Efter meldingen fra Israel afviser den libanesiske premierminister, Nawaf Salam, at de syv dræbte var militære mål.
Blandt de syv var der ifølge premierministeren to kvinder og tre børn.
USA og Iran blev i midten af juni enige om et forståelsespapir, som forpligtede de to lande til at forhandle om en endelig fredsaftale.
Senere samme måned underskrev Israel og Libanon en rammeaftale.
Her blev det aftalt, at Israel skulle trække sig tilbage fra positioner i det sydlige Libanon, og at Libanons militær skulle sørge for sikkerheden i de pågældende områder.
Siden aftalen har der dog fortsat været meldinger om israelske angreb i det sydlige Libanon.
Libanon blev trukket ind i krigen i Mellemøsten, da Hizbollah i marts sendte raketter mod Israel. Det skete som modsvar til drabet på Irans daværende øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
Hizbollah er allieret med og finansieret af Iran.
Israel svarede igen på angrebene fra Hizbollah ved at gennemføre angreb fra luften og sende soldater ind i Libanon.
Ifølge libanesiske myndigheder har israelske angreb i landet dræbt over 4300 mennesker.
RITZAU/AFP




