København, 28/03/2026 - 19:07
Ung færing tror på at kunne sætte rekord som yngste lagmand
Formanden for konservativt parti på Færøerne skal lede forhandlinger om, hvem der skal i regering efter valg.
álvur Haraldsen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Formanden for det konservative parti Fólkaflokkurin på Færøerne, Beinir Johannesen, er blevet udpeget som leder af regeringsforhandlingerne og griber selv ud efter lagmandsposten.
Det siger han lørdag til det færøske medie dagur.fo.
- Det er naturligt, at det bliver under ledelse af Fólkaflokkurin og med mig som lagmand, siger Johannesen.
Partilederne har peget på Johannesen som leder af forhandlingerne, der fortsætter i løbet af lørdagen. Fristen for forhandlingerne er i første omgang 10. april.
Bliver den 29-årige formand ny lagmand, vil han være den yngste lagmand, som Færøerne nogensinde har haft.
Hans parti stod tilbage som vinderen af torsdagens valg til det færøske parlament, Lagtinget.
Partiet blev valgt ind med 26,7 procent af stemmerne og blev det største parti med ni mandater.
Fólkaflokkurin har under valgkampen blandt andet haft mærkesager som at skabe et stærkt erhvervsliv og løse problemerne med et boligmarked, der er præget af høje priser.
Beinir Johannesen har tidligere udtalt, at det ville være naturligt, at hans parti indgår i en koalition med blandt andet det borgerlige parti Sambandsflokkurin, som fik 21,5 procent af stemmerne og bevarede sine syv mandater.
Lederen af Sambandsflokkurin, Bárður á Steig Nielsen, ser også en koalition mellem de to partier som en mulig løsning.
Tilsammen har Fólkaflokkurin og Sambandsflokkurin, som siden valget i 2022 har siddet i opposition sammen, 16 mandater.
For at danne regering kræver det dog et flertal på minimum 17 ud af Lagtingets 33 pladser.
Derfor kan de to partier ikke danne regering alene.
Men Beinir Johannesen åbner en dør for, at der kan indgås et samarbejde med det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin.
Partiet har indtil nu stået i spidsen for den færøske regering. Det gik dog tilbage med tre mandater og fik 18,9 procent af stemmerne ved valget.
Partiets formand og afgående lagmand, Aksel V. Johannesen, har endnu ikke offentligt sagt, om han kan se sig indgå i en regering med Fólkaflokkurin og Sambandsflokkurin.
/ritzau/




