Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/07/2026 - 16:07

Politiet efterforsker om der er medgerningsmænd i sag om død svensker

Politiet vil gerne høre fra vidner til episoden tirsdag på Islands Brygge, hvor svensker blev udsat for vold.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Efterforskningen er fortsat i gang, efter at en 32-årig svensk mand tirsdag aften blev udsat for vold ved et VM-arrangement på Islands Brygge i København og efterfølgende erklæret død.

Mandag oplyser Københavns Politi, at man stadig arbejder på at klarlægge de nærmere omstændigheder i sagen.

- Herunder også om der var andre medgerningsmænd, lyder det i en mail sendt til Ritzau.

På nuværende tidspunkt er en 31-årig mand varetægtsfængslet for vold i sagen.

Mandag oplyser politiet også, at det gerne vil høre fra vidner, som overværede episoden på Islands Brygge tirsdag aften.

- Er der vidner, der har overværet episoden, eller som har oplysninger til sagen, hører vi meget gerne fra dem. De kan kontakte politiet på tlf. 1-1-4 eller sende os et tip via politi.dk, skriver politiet i en mail til Ritzau.

Den 31-årige sigtede i sagen blev varetægtsfængslet fredag.

Han er sigtet for at have tildelt offeret et hårdt knytnæveslag på halsen eller kæben, så svenskeren umiddelbart efter faldt til jorden. Offeret fik svære skader på hals og hoved.

Lørdag afgik den svenske mand ved døden.

Den varetægtsfængslede mand er sigtet efter straffelovens voldsbestemmelse paragraf 244 og bestemmelsen om vold i gentagelsestilfælde - paragraf 247.

Men politiet udelukker ikke, at sigtelsen ændres.

- Den fortsatte efterforskning af sagen skal ske med henblik på at belyse sagen yderligere, herunder danne grundlag for vurderingen om, hvorvidt der skal sigtes efter andre bestemmelser i straffeloven, skriver politiet mandag i mailen.

Straffelovens paragraf 244 betegner også det, man kalder simpel vold, og strafferammen er tre års fængsel. Straffen kan hæves med op til det halve, når der er tale om en tidligere voldsdømt.

I sager om grov vold straffes der efter paragraf 245, hvor strafferammen som udgangspunkt er seks års fængsel og ligeledes kan hæves i gentagelsestilfælde.

Har den grove vold været så alvorlig, at den eksempelvis har medført døden, er strafferammen ti års fængsel, og straffen kan fortsat skærpes til en tidligere voldsdømt.

Strafferetsekspert Lotte Helms, der er adjunkt ved Syddansk Universitet, forklarer, at et knytnæveslag som udgangspunkt lander i den milde bestemmelse.

- Et knytnæveslag vil som udgangspunkt være 244, men jeg kan ikke afvise, at det kan falde ind under 245, hvis man eksempelvis er gået specifikt efter at ramme halsen på en bestemt måde.

- Men det vil altid være en konkret og individuel vurdering, og i sidste ende er det domstolene, der vurderer det, siger hun.

Både den 31-årige sigtede mand og den 32-årige afdøde svensker er beskyttet af navneforbud.

RITZAU

TjekDet - faktatjek