Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Miami, 06/09/2026 - 21:43

Sort røg stiger op fra fragtfly efter ulykke i Miami-lufthavn

Et Amazon-fragtfly er kørt for langt på landingsbanen i lufthavnen i Miami i forbindelse med en landing.

Af: /ritzau/

Den internationale lufthavn i Miami indstiller søndag aften alle flyafgange på grund af et fragtfly, der er kørt for langt på landingsbanen i forbindelse med en landing.

Det skriver BBC.

Ifølge mediet er der tale om et fly af typen Boeing 767-300, som i dette tilfælde bliver brugt af handelsgiganten Amazon til at fragte varer.

På videoer fra stedet kan man blandt andet se flyet ligge i nærheden af en trafikeret vej, mens en sort, tæt røgsky stiger op fra flyet.

I et opslag på den sociale platform X skriver USA's transportminister, Sean Duffy, at rejsende i lufthavnen kan forvente flyforsinkelser og potentielle aflysninger.

RITZAU

TjekDet - faktatjek