Teheran, 22/06/2025 - 12:30
OVERBLIK: Sådan reagerer verden på USA's angreb i Iran
Verden reagerer på amerikansk angreb med alt fra fordømmelse til opfordringer om, at Iran skal forhandle.
Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA har natten til søndag dansk tid angrebet de tre iranske atomanlæg Fordow, Natanz og Isfahan og dermed involveret sig aktivt i krigen mellem Iran og Israel.
I regionen udtrykker flere lande bekymring for stabiliteten og freden i Mellemøsten, mens andre opfordrer Iran til at vende tilbage til forhandlingsbordet.
Få et overblik over reaktionerne her:
* Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, siger i et opslag på det sociale medie X:
- USA, der er et permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd, har foretaget en alvorlig overtrædelse af FN-pagten, folkeretten og NPT (traktaten om ikke-spredning af atomvåben, red.) ved at angribe Irans fredelige atominstallationer.
- Begivenhederne denne morgen er skandaløse og vil få evige konsekvenser.
* Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i en video delt på X:
- Tillykke præsident Trump.
- Din modige beslutning om at angribe Irans nukleare faciliteter med USA's store magt vil ændre historien.
* Generalsekretæren for FN, António Guterres:
- På dette farefulde tidspunkt er det afgørende at undgå en kaosspiral. Der findes ingen militær løsning. Den eneste vej frem er diplomati. Det eneste håb er fred.
* EU's udenrigschef, Kaja Kallas, på X:
- Iran må ikke få lov til at udvikle atomvåben, da det ville være en trussel mod international sikkerhed. Jeg opfordrer alle parter til at træde tilbage, vende tilbage til forhandlingsbordet og forhindre yderligere eskalering.
* Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, på X.
- Følger situationen tæt i Mellemøsten. Klart, at Iran aldrig må udvikle atomvåben. Konstaterer, at USA har prøvet at forhindre det i nat. Vi må ikke miste fokus på det diplomatiske spor. Opfordrer parterne til at genoptage forhandlingerne og undgå yderligere optrapning.
* Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, på X:
- Regeringen følger nøje udviklingen i hændelserne efter nattens angreb på Irans kernevåbenprogram. For Sverige forbliver det vigtigt, at Iran ikke udvikler kernevåben. Det er også vigtigt, at voldsspiralen i Mellemøsten stoppes.
* Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, til nyhedsbureauet NTB:
- Norge er dybt bekymret over den yderligere eskalering af krigen i Mellemøsten, siger Støre og fortsætter:
- Det er beklageligt, at arbejdet med at finde en diplomatisk løsning og en ny atomaftale med Iran ikke er lykkedes, siger han og understreger også, at der er norsk bekymring for det iranske atomprogram.
* Saudi-Arabien udtrykker "stor bekymring" på X:
- Kongeriget understreger behovet for at gøre alt for at udvise tilbageholdenhed, mindske spændingerne og undgå yderligere optrapning.
* Den britiske premierminister, Keir Starmer, på X:
- Irans atomprogram er en alvorlig trussel mod international sikkerhed. Iran må aldrig få lov til at udvikle et atomvåben, og USA skrider til handling for at mindske denne trussel.
- Situationen i Mellemøsten er stadig ustabil, og stabilitet i regionen er vigtigt. Vi opfordrer Iran til at vende tilbage til forhandlingsbordet og nå frem til en diplomatisk løsning for at afslutte denne krise.
* Den militante palæstinensiske gruppe Hamas kalder angrebet "et åbenlyst brud på folkeretten og en direkte trussel mod international fred og sikkerhed":
- Dette brutale angreb er en farlig eskalering.
* Den irakiske regeringstalsmand Basim Alawadi siger:
- Denne militære optrapning udgør en alvorlig trussel mod fred og sikkerhed i regionen og skaber alvorlige risici for den regionale stabilitet.
Kilder: X, AFP, NTB.
/ritzau/