Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/05/2026 - 09:59

EU overvejer at begrænse børns brug af sociale platforme

Til juli ventes ekspertpanel at foreslå, hvad EU kan gøre mod børns indtog på sociale platforme.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

EU vil overveje at begrænse børns adgang til sociale platforme. Allerede til sommer kan der blive indført nye regler ifølge EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen.

Hun er tirsdag i København til en konference om, hvordan børn og unge bliver påvirket af kunstig intelligens. Til juli skal ventes anbefalinger fra et ekspertpanel om, hvad EU kan gøre for at beskytte mindreårige.

- Uden at foregribe panelets resultater mener jeg, at vi skal overveje en udsættelse (delay, red.) for sociale medier. Alt afhængig af resultaterne kan vi komme med et forslag til sommer, siger von der Leyen.

Tidligere EU-kommissær Margrethe Vestager, Red Barnet og ikke-profitorganisationen Common Sense Media står bag konferencen, som afholdes i Landstingssalen på Christiansborg.

Den skal sætte en ny retning for digital børnebeskyttelse i en tid, hvor kunstig intelligens fylder mere og mere i børn og unges liv.

- Spørgsmålet er ikke, om unge mennesker skal have adgang til sociale medier, spørgsmålet er, om sociale medier skal være tilgængelige for unge mennesker, siger von der Leyen.

Kommissionen har indledt en sag mod den sociale platform X for brugen af Grok, som er en kunstig intelligens. Den er blevet brugt til at skabe nøgenbilleder af kvinder og børn.

Senere i år vil Kommissionen fokusere på "vanedannende og skadelige" digitale abonnementer, som indfanger børn og unge og stjæler deres opmærksomhed.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek